Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
Gløttet hun ikke mon paa de tunge øienlaak
og saa efter om alt var stilfuldt som hun vilde
ha det . . . om lysene brændte som de skulde
og de sorte draperier var iorden, om der var
blomster nok . . .
Kirsten husket som var det igaar hvordan
hun paa streng befaling av sin far i skumringen
maatte gaa alene ind i dødsværelset for at hente
noget til ham, og hvordan hun seg bevisstløs ned
indenfor døren, slik tok rædselen hende . . .
Og nu . . . hvor helt anderledes oplevet hun
sorgen da Per Hjelm blev bragt hjem!
Ikke en taare, ingen scener.
Enhver forsøkte at glemme sig selv for at hjælpe
de andre.
Rakel — hvor stille hun gik omkring og hvor
sterk hun var, alt tænkte hun paa, alt fik hun
tid til.
Ogsaa onkel Tobias var som ellers, bare litt
trættere i blikket . . .
Signe kunde Kirsten ikke undre sig nok over.
Hun var som forvandlet.
Hun hadde ligget i mer end en uke, syk og
svak. Ved efterretningen om Per Hjelms død stod
hun op og efter faa dage fulgte hun Rakel som
en skygge, hjalp hende i stort og smaat, lekte
med Eva eller kunde sitte i timer inde hos onkel
Tobias og skrive for ham eller tale med ham.
Det var som hun paa en særegen maate var
knyttet til ham og Rakel i de dagene . . . fordi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
