Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller som fint porcelæn der knustes, det var
smaabølgerne inde i fjorden som hulket omkring de
kolde holmer og skjær. Saadan var ogsaa høsten
i mit eget sind. Jeg kunde lytte i stilheten. Det
var som en avventning. En stor forundring.
Og derpaa en angst, en klage. En heftig dirren.
Og det er denne angst som er over mig en nat,
da jeg befinder mig i siste akt og ser dramaets
avslutning. Jeg er igjen ombord i skibet, men
nu maa lange tider være gaat, skibet er end mere
ældet, over dækket ligger stumper av avbrukne
rær og smuldrende taugverk, den forreste mast er
gaat overbord, taugene slæper endnu utover
rækken, men mastestumpen staar igjen avbfrudt,
ældet og underlig mørk som en brukken
marmorsøile paa en kirkegaard. Det halve tak er slaat
væk fra folkelugaren og aapningen gaper sort og
truende op mot himlen, dette er jo selve ruinen,
fortællingen om det forbigangne,
hensmuldringen. Jeg gaar langs rækken og ser, hvordan alle
bolter og nagler av jern et rustnet, men rusten har
ædt sig videre ind i træet og sunket gjennem
bjælkerne, den brune rust staar der som halvt
utviskede blodflækker henover træet.
Jeg ser ikke straks havet. Min opmerksomhet
er i begyndelsen optat alene med skibet, jeg maa
ha været længe borte, umaadelig mange aar,
forekommer det mig og der er nu ikke længer spor
tilbake av de mennesker som engang vandret her,
alt er dødt og livløst; dækket fortæller ikke mere
om fottrin og rækken løsner ikke mindet om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
