Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Tragik og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 HARALD HØFFDING
Den store Humor staar og falder med den Forudsætning, at
hvad der forgaar, kun er enkelte, i Erfaringen givne Værdier.
Deres Forgaaen er det tragiske Element i de Oplevelser, den
store Humor fremgaar af. Men dette Element bliver ikke ene
raadende, saalænge der opdages nye Værdikilder. I selve den
Sindshøjhed, der kan aabenbare sig, naar en Værdi forgaar, frem
træder der en ny Værdi. Og derefter tåges saa Livet op paany.
Ligesom Kent, da han erklæres fredløs, «gaar sin gamle Vej paa
nye Steder", saaledes tåges Kampen for Tilværelsens Værdier op
efter et Nederlag og føres maaske i nye Former. Den døende
Hamlet giver i sit sidste Aandedræt sin Stemme ved Kongevalget
til den unge kække Fortinbras, hvis Handlekraft og Vovelyst vil
føre ham til andre Skæbner end dem, der faldt i den tungsindige
Drømmers Lod.
31. Om Kierkegaard har Ret i at sætte den skarpe Modsætning
mellem Humor og Religion, kommer naturligvis an paa, hvorledes
man definerer Begrebet Religion. Har Kierkegaard Ret i sin De
finition, staar Humoristen afvisende overfor Religionen og vægrer
sig ved at anerkende den som et højere Livsstade. Men det maa
stadigt anerkendes som en stor Fortjeneste af Kierkegaard, at han
saa bestemt og positivt anerkender og begrunder Existensen af et
selvstændigt, højt og ædelt menneskeligt Aandsliv udenfor (efter
hans Opfattelse forud for) positiv Religions Omraade. Denne An
erkendelse hang nøje sammen med hans Livssag, den at lade det
Kristelige fremtræde i sin strenge Renhed. Megen Forstaaelse
kan man just ikke sige, at denne Side af hans Tankegang har
været Genstand for efter hans Bortgang, hverken i Kirken eller
udenfor Kirken. Navnligt synes Niveauet i denne Henseende at
være sænket indenfor Kirken, hvis Prædikanter have en stigende
Tilbøjelighed til at mene, at Alt, hvad Ordene Aand og Sjæl kunne
betyde, hører under dem. Det var dog deres naturlige Pligt og
Opgave at gøre opmærksom paa det selvstændige og høje Aands
liv, der er levet og kan leves udenfor Kirken, for at undgaa For
vexling og Sammenblanding af Kristendom og Humanitet. Men
det er naturligvis lettere at præke mod «Fornuften" og den onde
Villie end at sætte sig ind i Livsstader, der ere byggede op paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
