243 (Etik : en Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XII. Hengivelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Noget. Den Tillid, man viser dem, kan blive Spiren til deres
egen Selvtillid. —

Den højsindede Kærlighed er ikke betinget ved, hvad Individet
selv har modtaget eller lidt. Det er det fulde og rige
indre Liv, der gør, at den Højsindede ikke ændrer sin Færd
paa Grand af Andres Raahed, Utak eller Fjendskab (Smlgn. IX,
1). Den er Følelsesudtrykket for Slægtens Enhed; men denne
Enhed kan ikke ophæves ved, hvad der end kan ske. Det var
et vigtigt Gennembrud i Slægtens etiske Udvikling, det vigtigste
Skridt paa Vejen til den almindelige Menneskekærlighed, da man
begyndte at hæve sig over den Sætning, som udtrykker det
barbariske Udviklingstrins Standpunkt: du skal elske din Ven og
hade din Fjende! Det var en Dualisme af Kærlighed og Had.
Indenfor den europæiske Verden finde vi i Platons Skrifter
(Kriton, Gorgias, Statens første Bog) for første Gang[1] en helt
anden Grundsætning opstillet: »man skal aldrig paaføre Ondt
uden som opdragende Straf, og det er bedre at lide Uret end
at gøre Uret«. Sætningen indføres med stort Eftertryk og med
fuld Bevidsthed om dens Modsætning til den gængse Tænkemaade.
»Det véd jeg godt«, siger Sokrates i Platons Kriton

[1] Der
er paa dette Punkt en Modstrid mellem Xenofons og Platons
Fremstillinger af Sokrates. Ifølge hin hyldede Sokrates det gamle
Standpunkt, at det er Tegn paa en dygtig Mand at elske sine Venner
og skade sine Fjender. (Memor. II, 3. 14; IV, 2). — Løsningen
kunde maaske ligge i, at Sokrates selv ikke har udtrykt sig bestemt
om dette Punkt, og at Striden om det først er opstaaet i hans Skole,
hvor saa Xenofon (i Tilslutning til Antisthenes) har hævdet den
gængse Opfattelse, medens Platon, i Modsætning til denne og ud fra
sin ideale Etik, har fortolket Mesterens mere ubestemte Udtalelse
saaledes, at Modsætningen mellem Ven og Fjende ikke gælder paa det
højeste Standpunkt. Denne Hypotese er opstillet af Karl Joël: Der
echte und der xenophontische Sokrates. I. p. 396 f. (Kfr. II, 2. p. 1008 f.).
— Allerede Demokritos havde iøvrigt udtalt (fragm. 48 Natorp),
at den, der øver Uret, er ulykkeligere end den, der lider Uret. Denne
Udtalelse hænger nøje sammen med, at Demokritos lægger Vægten
paa det indre Sindelag, Sindets indre Tilstand, i Modsætning baade
til ydre Skæbne og til ydre Handlen. Heri mødes den demokritiske
og den platoniske Etik. Smlgn. Natorp: Die Ethica des Demokritos.
p. 102 f.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sun Dec 10 06:52:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/hhetik/0265.html

		Etik : en Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold / 243 (1905) Author: Harald Høffding Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|