Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XII. Hengivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sukke i dit Inderste!«[1]
— I Modsætning til denne Frygt for
at blive afhængig gennem Kærligheden staar Kristendommens
Tro paa, at den aandelige Frihed kan bestaa med Følelseslivets
stærkeste Svingninger, ja endog først ret blive til hos den, der
helt og fuldt gennemlever de store Modsætninger af Sorg og
Glæde, Frygt og Haab. Kristendommen staar her med et realistisk
Præg i Forhold til den græske Filosofi. Den frygter ikke
for, at Hengivelsen til Livets Virkelighed, Individets fulde
Indleven i Slægtens Skæbne skal berøve Sjælelivet dets Frihed og
Kraft. Den sætter Livet til for at vinde det. Her er et Element
i den urkristelige Etik, som den filosofiske Etik maa tilegne
sig. Det er et etisk Experiment, som har en blivende Betydning,
uafhængigt af de specielle Forhold, under hvilke det
foretoges[2].
Immanuel Kant og hans Skole saa ikke Sagen paa denne
Maade. Naar Kant mente at være i Overensstemmelse med den
kristelige Etik, saa var det, fordi han opfattede dennes
Kærlighedsbud som Opstilling af et Fuldkommenhedsideal, til hvilket
det var muligt at nærme sig, men som intet endeligt Væsen
fuldstændigt kunde virkeliggøre. Kærlighed er en Følelse, —
og en Følelse frembringes ikke paa Befaling, siger Kant; derfor
maa det, der befales ved hint Bud, være praktisk Udøvelse
af Pligten i den ideale Form, at Udøvelsen udspringer af inderste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
