Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - IV. Samvittighedens Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vej som »Materialisme«. Forklaringen ligger i mange Tilfælde
i, at en stadig Interesse formedelst Gentagelsen vil kunne synke
ned under Bevidsthedens Tærskel, men at den derfor ikke hører
op at virke. Der er et stadigt Vexelvirkningsforhold mellem det
Bevidste og det Ubevidste.
I saadanne Tilfælde antager Samvittigheden Karakteren af
et Instinkt. Den instinktmæssige Virken er overalt karakteriseret
ved, at den tjener et Formaal, som ikke selv er Genstand for
Bevidsthed. Den dunkle og ubetingede Maade, Samvittigheden
ofte virker paa, kan maaske kun forklares ved den Antagelse,
at nedarvede Elementer virke med. Man kan med Rette tale
om en Racesamvittighed, og den fælles Tradition vil ikke altid
være tilstrækkelig Forklaring. Men det maa dog — selvom
man gaar ind paa Antagelsen af arvelige Elementer i
Samvittigheden — vel fastholdes, at nedarvede Dispositioner stedse ere
ubestemte, og at den Maade, paa hvilken de udvikles, vil bero
paa de sociale Forhold og Overleveringer, i hvilke Individet
voxer op. Det enkelte Individ tilegner sig uvilkaarligt den
positive Moralitet og faar derigennem de Formaal og Livsinteresser,
der bestemme dets Samvittighedsliv. Den i Samfundet herskende
Sæd og Skik føles umiddelbart som forpligtende. Ligesom
Følelseslivet idethele taget udvikler sig under Livsforholdenes stadige,
men stille Magt[1], saaledes kan heller ikke Samvittighedslivet
hos den Enkelte altid føres tilbage til aldeles bestemte og
enkelte Erfaringer. De »uskrevne Loves« hemmelighedsfulde
Karakter bero tildels herpaa. Barnet hører, at Omgivelserne billige
eller misbillige dets Adfærd, at det er Genstand for etiske Domme,
og i sin store Efterligningstrang gentager det ved Lejlighed
disse Domme og optræder saaledes uvilkaarligt som sin egen
Dommer, betragter sig fra Omgivelsernes Standpunkt. Samtidigt
ledes det — ligeledes uvilkaarligt — til i sin Færd at efterligne
Omgivelserne; det indøver saaledes de Dyder, der særligt
forlanges i det Samfund, det lever i. Det handler — som
Aristoteles[2] siger — godt, før det bliver godt, ligesom det kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
