Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - II. Teologisk of filosofisk Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man, som nogle Teologer forsøge, vil forbinde de to Sætninger:
»det Gode er godt, fordi Gud vil det«, og: »Gud vil det, fordi
det er godt«. — Dersom det Gode er det, der stemmer med Guds
Villie, hvad vil saa det sige, at Gud vil det, fordi det er godt?
Det kan aabenbart kun betyde, at han vil det, fordi det er hans
Villie. Derved komme vi altsaa ikke af Stedet. — Dersom paa
den anden Side Gud først erkender Noget som godt og derefter
vil det, saa er der en Lov og Regel, for hvilken hans Villie bøjer
sig, og hans Villie er altsaa ikke i og for sig selv Aarsag til,
at det Gode er godt. Selv de, der tillægge sig det fortroligste
Kendskab til Guddommens Psykologi, ville dog blive noget
betænkelige ved den Delthed, der herved statueres i Guddommens
Væsen. Konsekvente teologiske Tænkere have ogsaa indset, at
der paa Autoritetsprincipets Standpunkt ikke kan være Tale om
Godt eller Ondt for selve Guddommens Vedkommende. Gud kan
hverken have Samvittighed eller Pligt. Enhver Overførelse af
etiske Forestillinger fra Mennesker til Gud fører til Modsigelser,
og den eneste Udvej er at blive staaende ved Paaberaabelsen
af den guddommelige Villie og bøje sig for den i Lydighed.
Man opgiver ellers selve det teologiske Princip. Saa snart man
anerkender, at der gives andre Kilder til Kundskab om det Gode
end selve Visheden om, hvad Guds Villie er, er man egentligt
fra den teologiske Etik gaaet over til den filosofiske. Det Gode
erkendes — det bliver Hovedsætningen, og at det saaledes
erkendte Gode er Guds Villie, bliver en Slutning, — ganske vist
en Slutning af stor praktisk Betydning, idet derved en
overnaturlig Sanktion bliver mulig, men en Slutning, der grunder
sig paa helt andre Forudsætninger end Hovedsætningen og derfor
meget godt kunde falde bort, uden at denne faldt bort. —
Den ubetingede Autoritet udtaler en Mangfoldighed af Bud
og Forbud. Saasnart Eftertanken vaagner, forsøge vi naturligt at
bringe Sammenhæng og Overensstemmelse mellem de enkelte
Autoritetskundgørelser indbyrdes. Men dette kan kun ske ved,
at vi anvende vor Fornufts Grundlov paa dem og gaa ud fra,
at den ene Kundgørelse ikke kan stride mod den anden. Men
naar vi have Ret til at anvende denne Fornuftlov, hvorfor skulde
da andre af vor naturlige Erkendelses Love være udelukkede?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
