Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Syndfloden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
«Skal eg ikkje ta den eine Aari?»
«Nei; sit bare stille, Liv. Rør dig ikke.
Strømmen er stærk her, men vi er straks over.»
Og Liv sat urørlig og holdt sig i Baatkan«
ten. Aldrig havde hun vidst, at Sirilla kunde
være saa svær at komme over. Og saa svart
og styg.
Men ute paa Holmen gik Gunnar som en
Fredløs uten Rast og Ro, gjennemvaat og gjen=
nempisket af Stormen.
Han havde sittet i Kjøkkenet med de andre
og hørt Regnet piske mot Ruterne og Stormen
skake de ældgamle Eketrær utenfor, indtil han
ikke længer orket at se Mennesker omkring
sig. Det var Syndfloden som kom! Syndflo«
den, som skulde begrave ham selv og Gaarden
og alt det som hans var. Syndfloden, som Vor»
herre sendte for Menneskenes Ondskaps Skyld.
Og han saa for sig hvorledes Vandet dernede
begyndte at stige og stige, langsomt og sikkert.
Først over Holmerne derute, saa opover Åkrene
og Engene og Skogen! Og det steg og steg
til det naadde Husenes Grundmur og de høie«
ste Trær nedenfor bare havde Kronen over
Vandet.
Da stod han op og gik ut som i Ørske.
Vandret rastløs omkring paa Gaarden, ind i
alle Uthusene og ut igjen. Og tilsidst var det
som han maatte ut paa Slaatteholmen, før den
begyndte at synke. Derute havde han ønsket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
