Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Paa Præstgardsholmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
væk en Taare, som stod i den ene Øienkrok og
generte ham. Tosseri —
Da han saa fremover, gik Gunnar midt i en
skjælvende Solstrime, som gled ind mellem de
høie Almetrækroner. Kaare syntes han var som
en Eventyrkonge med Glorie om det sølvhvite
Haar. Den røde Værkensvest lyste saa festligt
mot det grønne, og hans Profil tegnet sig fast
og stærk mot Lyset — som hugget i Fjeld.
Men Kaare syntes, at Gunnar havde faat et
træt Uttryk i Øinene, som han ikke før havde
set hos ham. Og han tænkte paa den underlige
Herremand, Olav, som kunde tænke paa noget
slikt, som at Præstgard skulde sælges og lægges
øde. Præstgard, som i den Grad var hellig
Grund for Gunnar, at han aldrig vilde leve den
Dag han skulde flyttes derfra.
Og saa snart Gunnar kom bort fra de an«
dre paa Volden, gik han som altid i disse Tider
med tusind tunge Tanker. Han kjendte sig
bundet til denne Flek Jord paa en mystisk
Maate. Det var likesom han havde levet her
længe før han blev født, og han vidste, at naar
han døde og blev gravlagt nede paa den nye
Kirkegaarden i Viken, hvor alt var fremmed og
koldt og likegyldigt for ham, saa vilde han al«
likevel leve videre heroppe ved Kirkeneset. Like«
som han selv altid havde følt sin Far og sin
Bedstefar omkring sig her og set levende Mær«
ker efter dem i alt paa Gaarden, tænkt paa dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
