Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
men naar hun var øm, gled Farven over i
det dybeste Azur, og blev hun vred, saa
skinnede de i kattegrøn’t eller kunde blive
staalgraa og isnende kolde.
Nu svntes han, at de som oftest var
graa. Men saa kunde hun pludselig, naar
de var alene, kysse ham lidenskabeligt og
hviske hans Navn. Og var saa borte i det
samme.
Det var ikke til at holde ud. Han
lovede sig selv, at han vilde tale med hende,
tale alvorligt og uforbeholdent. Men enten
var der ingen Lejlighed dertil, eller han
benyttede den ikke. Det hændte ogsaa, at
hun afskar ham Ordet og gjorde ham det
rent umuligt at sige, hvad han vilde.
En Aften i Oktober kjørte de hjem fra
en Middag paa Vinderup. Som saa ofte før
sad de i Eriks Vogn. Jørgen havde sendt
sin hjem, da Erik alligevel skulde forbi
Havreholm, og saa kjørte de mM ham.
Jørgen sad paa Bukken, indhyllet i sin
Proprietærvams, med sin lange Merskum s
Pibe. Han sad helst uden paa for at kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
