Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Was spricht das Ding! Fort zum Rathhause!« Den
unge, smukke Officer kommanderede, saa alle kunde
høre det og sad tappert og højt paa sin Hest. Men
han blev bleg som et Lig og vaklede i Sadlen, da
han saa’ hende, og med et Skrig styrtede Sara om
som død paa Gaden.
Men da Steffen en halv Time senere sad hjemme
ved Øllebrøden og havde hørt paa Mag. Severinus’
haarde Tale om Jødepigen, havde lians blide Moster
paa én Gang lagt Skeen fra sig og givet sig bitterlig
til at græde. Og medens hun trykkede Forklædet
mod sine Øjne, sukkede og snøftede hun frem, at
Sara var uskyldig, det vilde hun dø paa. En anden
maatte have set sit Snit og lagt Æsken til den
kongelige Fru Moders Juvelsmykke i hendes Dragkiste,
det var saa vist, saa vist. —
Var det den Sara, som han havde set i hendes
Ungdom og Skønhed for knap et Aar siden, der nu
sad dér foran ham, forgræmmet og forpint? Og
Steffen huskede med et, at Folk dengang havde
mumlet om, at en ung, fornem Officer havde væddet
med sine Venner om, at han skulde skille gamle
Meyer af med nogle af hans Diamanter og hans
Datter ved sin Ære. Men ingen turde tale højt derom,
thi den unge Herre havde store Velyndere ved Hove.
»Jeg tror, I var uskyldig,« sagde han.
»Og dog mere skyldig, end nogen anede. Jeg
havde skænket mit Hjerte bort til en, der intet var
af vort Folk, den fagreste jeg nogen Tid havde set,
saa lys og skær som en af Guds Engle; — kun én
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
