Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
«Saa det er Alvor, Du vil alligevel til Søs?»
«Ja, hvad skal jeg her, naar hun er borte.
Jeg rejser, saa maa Gud om Resten.»
«Det vil han! Mig kommer det ikke an
paa, jeg er jo faldefærdig som Hytten, der huser
mig, og den Tid, jeg har tilbage, gaar hurtig
nok, selv i Ensomhed. Værre er det for hende
og Dig, begge saa unge og kraftige og, efter
Menneskeforstand at dømme, med saa langt et
Liv for Jer. Dog, det er maaske netop Prøven,
Vorherre vil sætte Jer paa. Gid I da maa komme
vel over den og ind paa den Vej, hvor Foden
ikke glider. — Gaa nu hjem, min Dreng, jeg er
træt og trænger til Ro.»
«Ro!» tænkte Hans, da han stod ude i det
klare Maaneskin. «Hvem der kunde finde Ro!»
Der blev viftet og vinket, da Skibet lagde
fra Land; men Hans vinkede til ingen, og ingen
vinkede til ham. Han stod i Bagstavnen med
Hüen trukket ned til Øjnene og Hænderne
begravede i Lommerne, som vilde han sige:
«Lad nu komme, hvad der vil, jeg er rede
til at møde det!»
Og Dannebrog viftede fra Masten, mens
Skibet gennemskar Bølgerne med en Lyd, der
syntes at gentage:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
