Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vindstille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom atter frem, og de kunde gå i vinden.
Han fik sat reb i sejlene, øste det værste vand
ud og tog selv styret. Hun satte sig på hug
foran ham. Lynene lyste stadig for dem,
og tordenen buldrede over dem og bølgerne
brød. Men de styrede trøstig frem mod det
lille hvide hus ved kysten, hvor de høje popler
stod. Han klappede hendes ansigt med sin
våde hånd, og hun strøg ham sagte over
knæet. Ingen af dem sagde noget, men
stundum så’ de hinanden ind i øjnene, og
hun smilte.
Da de var komne hjem og havde fået
damjollen fortøjet, standsede de lidt oppe på
skrænten, hvor poplerne svingede i vinden og
rystede store tunge dråber ned på den våde vej.
Morten vendte sig og så langt ud over
havet. Han blev pludselig helt ræd og kom
til at ryste.
»Det gik endda bedre, end vi kunde vente,«
sagde han. »Sikken den sorte sø råber efter
os. Lad os gå væk, du; jeg kan ikke lide at
høre det. Jeg er bleven angst for det.«
»Å, jeg er aldrig bange, når jeg sejler
med dig,« lo hun og rystede vandet af sine
skørter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
