Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vindstille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINDSTILLE. 33
på, ingen guldsmed kunde gøre dem finere.
Han havde altid godt kunnet lide dem; han
nænnede næsten ikke at rive dem af, som de
andre gjorde, for at låve kæder af de hule
stængler med den hvide mælk i. Men hvorfor
han nu kom i tanker om dem —!
Og på engang følte han ligesom et ubehag.
Han fejlede ingenting, ikke spor, men han sad
ikke længer så rart som tidligere, og der var en
lille gysen i hans krop. Han mærkede den
egenlig ikke; han vidste biot, den var der.
Solen havde heller ikke såmeget lys som før,
men luften var mere lummer. Og hans mund
løb i vand, og så brændte det lidt i brystet.
Se, nu kom de gule blomster igen
dukkende op af den grønne tang. Det greb ham
pludselig med en syg forlængsel efter at ligge i
det høje græs og ånde frit og let som i gamle
dage. Hvor luften dengang var ren og liflig inde
under skoven. Han kunde holde sig til der i
timevis, selv om han var ganske alene, ligetil
græsset blev vådt af dugg og hans sult drev
ham hjem. Gennem de lange strå kiggede
han ud over vandet, hvor damperne løb med
pumpende maskinslag, og de store skonnerter
lå med gule sejl i aftensolen. Han kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
