Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Spist? Nei.
Hun visste hvor vanskelig han var på maten, men hun gik
allikevel ut til Marta og bad hende gjøre istand litt landsens
kost av det hun kunde ha. Da hun kom ind igjen murret selv-
morderen som en hund og stirret ut av vinduet. Det rører sig
en busk dernede i skogkanten, sa han.
Frøkenen: Det er vel vinden. Hvad er De ræd for?
Han svarte ikke.
Naturligvis var vel denne mand litt forstyrret i hodet nu,
men det var ikke frøken d’Espard likegyldig at han hadde det
ondt, hun kunde ikke glemme at han engang sammen med en
anden syk mand hadde reddet hende og en viss pengepakke på
den nydeligste måte; også mangen gang senere hadde den ulyk-
kelige selvmorder støttet hende når hun hadde tunge stunder.
Dersom De vilde si mig hvad De er ræd for — jeg vet ikke,
man kanske Marta og jeg kunde finde på råd.
Det er ikke noget å si, jeg burde skjule mig og ikke sitte i
dagslys. Nei. De vilde heller ikke synes at det er noget, men
sæt at det var Dem hun var efter?
Hvem?
Jeg hørte det ved stationen. Jeg kom til stationen igår og
stationsmesteren spurte hvad jeg hette og sa at nogen var kom-
met med toget og hadde forhørt sig om mig, hun fik også låne
telefonen og ringte op til sanatoriet. Hun var kommet to dager
før mig og her går hun endda og vokter på mig.
Vil De ikke træffe hende? spurte frøkenen lavmælt.
Vil? Jol roper selvmorderen. Men vet De hvad De spør om:
om jeg vil træde ind i det samme som før, om jeg virkelig er
så nedværdiget, om jeg ikke har skam i livet. Ja det er det spørs-
mål om. Men om jeg vil se hende? Jo, frøken d’Espard, det er
dette øieblik jeg har gåt her og ventet på dag og nat i femten
måneder. Ja. Men se, nu er jeg svækket, jeg har ventet mig
fordærvet og tør ingenting mere, hun har nølet forlænge.
Taushet.
Frøkenen: Kanske det allikevel var bedst at De traf hende.
Er det ikke nydelig, fortsætter selvmorderen, kan noget urens-
ligere og frækkere utklækkes: efter femten måneders taushet
uten et ord, uten et julekort! Og så komme personlig, midt i
dagslyset, i solen, komme kjørende på toget!
Det faldt hende vel lettere å komme end å skrive.
Hun blokerer sanatoriet, jeg kan ikke gå ind i mit eget vær-
else og være tryg.
Jeg vet ikke, hr. Magnus, men jeg tror De må tale med hende.
Aldrig! ropte han. Jaså det tror De? Aldrig! Nu har jeg sagt det!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
