Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
heises, det er på konsul Heibergs brig som ligger og laster tran
i en krok av postkaien.
Det står alt mange folk på kaien og flere kommer. Av kon-
sulerne uteblir bare Davidsen, den indfule småhandler som.
altid holder sig tilbake for de store. Sorenskriveren og doktoren
var der heller ikke, men Frank, den unge skolebestyrer, er møtt
op. Han er nygift med Constance Henriksen på Værftet, men
konen er ikke med. Frank er ikke den minste på kaien, han
har den filologiske overlegenhet over hele byen, hele kystbyen,
en stor mand, lærd indtil overdrivelse i fremmede grammatiker
og sprog som skolefag. Han står godt avsides, ved et berg av
trantønder som skal ombord i briggen; da han går i det nye
frakkesæt som han blev viet i må han jo ikke komme trantøn-
- derne for nær, på den anden side må de gi ham ly på den blås-
ende kai. Han er ømtålig for træk. Hans far står ved den andre
enden av kaien og gnider sig ikke ind på sin søn. Oliver kan
nok opføre sig rigtig.
Oliver er igjen i stor opkomst. Han har ikke nogen høi stil-
ling på et pakhus mere, men han er i smien sammen med Abel
dagen lang, stundom filer han jærn og en sjælden gang ror han
også ut og drager hvitting på vågen. Min søn smedmesteren, sier
han, min søn skolebestyreren, sier han. Han læner sig tilbake på
sønnerne og nyter godt av deres agtværdighet.
Han har det nokså godt og er tilfreds, får han endda nu fred
for skjæbnen så klager han ikke. Det sier sig selv at smågutterne
ikke roper efter far til selve skolebestyreren på gaten, det sier sig
også selv at Oliver aldrig mere går på dansesal og gjør skandale.
Det var nu bare Olaus på Vangen tilbake å frygte for, og selv
han syntes å ha indstillet fiendtligheterne. Å sandelig, det går en
dag isenn. Oliver er heller ikke den minste på kaien, det var
mange mindre end han. Alle disse godtfolk her hvad var de? Al-
mindeligheter, en stand, småbystore og kjedelige skikkelser i
stivettøj. Oliver var noget særskilt. På dette sted hvor alle var
næsten like måtte han ses på som noget for sig selv. Et offer for
livets ulykkeskræfter, javel, tygget på og utspyttet, efterlatt på
en strand, men med en udødelig drift til livet i sig. Byens blad
kunde jo nu igjen avtrykke sit program og opfordre til å ta et
nyttig kursus i religiøsitet, det gjorde de andre steder, godtfolk
trængte det og tiden indbydde til det, kortsagt, man skulde be-
gynde med enden. Oliver han begyndte ingenting mere, det var
ikke hans sak å begynde noget, han stod nu der han blev sat,
mennesketanken knuste ham ikke, konerne ved vandposten om-
vendte ham ikke. Naturligvis var liv, skjæbne og Gud pokkers
himmelhøie spørsmål og vældig nødvendige spørsmål, men de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
