Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
brydd med frieren, sandelig. De hadde været venner og godt
kjendt med hverandre, men forlove sig med ham — nei. Rigtig-
nok var han ungkar endda, så det forsåvidt ikke var noget
iveien, men virkelig forlove sig med ham — nei.
Å de kvinder! Desværre var det så at han hadde ikke fore-
løpig andet å stifte familje på end en visergutplass hos stads-
ingeniøren, men han kunde stige, hvad forbydde ham å stige?
Og heller ikke skulde hun se bort fra at han stod her med
reelle hensigter. Gud vet hvad hun derimot kunde komme op
i med Reinert i knæbukser! Men de kvinder! Nei, sa hun altså
og rystet på hodet.
Jaja! sa så han tilbake.
Han stod der flat og kom sig ikke engang til å gå igjen, men
han vilde helst ha sunket i jorden. Hvad han skulde ha gjort?
Tat luen av og bukket — min frøken! Nu måtte han allikevel
si et ord, nogen avskedsord, så meget mere som hun vel ikke
var i bund og grund fordærvet. Jaja, farvel! sa han. Og da han
vilde takke for altsammen kunde han det ikke, han kjendte sit
ansigt fordreie sig, og å hvor han ynket Lillelydia for al den
sorg og elendighet hun sikkert gik imøte med Reinert.
Det gav et godt knæk i hans livsmot. Nu hjalp ikke engang
smørogbrødene hos stadsingeniøren mere, han blev mager til
skindet, forfrossen, ulysten til alt, han satte sig i skjul i mørke
kroker og ødte sig op i motløshet og tungsind. Det var de værste
vintermåneder han hadde levet. Skole og lekser — jo, til måte,
akkurat såvidt. Fiskeri — ikke spor. Ingen å betro sig til, alene
i ørkenen. Filler og sorg. Og Lillelydia gjorde ingen tilnær-
melse? Hadde hun så snart glemt ham? Det så slik ut, hun
- syntes å undgå ham. Intet vilde været lettere for hende end å
. vise tegn til at også hun var tilintetgjort, men nei, aldrig kom
hun jagende til ham en dag og angret og kastet sig på knæ.
Han bad sin fader om å få bli konfirmeret straks og så gå på
krigsskolen. Farn snakket også med ham om det og blåste ikke
i det, men det var litt for tidlig, sa han, slet ikke meget for
tidlig, men litt, det fik gå nogen måneder til, og nogen måneder
de gik som en røk, skulde Abel se! Nu var det våren straks og
så skulde han få være med farn på en lang utfærd i påsken eller
pinsen.
Men Abel brydde sig ikke om en lang utfærd mere, han sat
helst i et hul på land og ruget. Hvad bruk hadde han nu for
sjø og båt og æg fra værene og rækved og æventyr! Han var
fjærnt borte fra det hele, indfanget av en tung vindstille, den
lille krydser.
Han stridde sig igjennem vinteren. . Hjemme opholdt han sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
