Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
dåden gjorde det større indtryk. Nei for nu begyndte de på-
rørende å komme.
Det ulmet til i Olivers øine. Javel, han var fet og likesom
litt åndssvak, men stundom brøt en rå sluhet igjennem hos ham.
Han nærmet sig Kasper, sin gamle ven og jævnaldrende, og sa:
Kommer ikke konen din, Kasper?
Det gjør hun vel, sier Kasper.
Ja for hun er nu vel kommet hjem igjen.
- Hvor har hun været?
Det vet jeg ikke. Det var det ene året hun reiste. De sa hun
var utenlands.
Hvad fortæller du? spør Kasper ilde ved.
Jeg? Nei du skal ikke vør å høre efter en stakkar som mig.
Men det kan nu være det samme både for dig og andre enten
det var en trantønde eller en bom som ødela mig.
Ja kan ikke det være det samme! sier Kasper også da. Hvad
gjorde hun utenlands?
De sa hun var kahytsjomfru på en båt.
Nei! For jeg har fåt brev fra hende herfra byen hvert år.
Jaja, sier Oliver.
På veien hjem møter han Kaspers kone, hun er stasklædt og
uskyldig og skal ned og ta imot sin mand. Oliver sier til hende —
i forbigående at nu står Kasper og venter; men enten hun var
for stasklædt eller for uskyldig til å svare Oliver, konen bare —
hastet forbi.
Oliver går hjem til sit, til sin stue og sin familje. Besøket
ombord i Fia var avgjort et mistak. Lykke på reisen, han skulde
ikke gå dit oftere! Og hvad Kasper og hans kone vedkom da
ventet han intet videre fra den kant: her var en hel by med-
vider. En krypling var desuten skjærmet av sin egen ynkelig-
het, selv om han hidset et par ægtefolk ihop.
Han sætter sig ved bordenden og begynder å gi ondt ifra sig
mot folkene på Fia, de var noget rak, han skulde ha tampet
hver eneste en av dem dengang han hadde førligheten.
Petra svarer ikke, ser ikke dit han er, så træt er hun av hans
snak og av hans person. Å dette fett i stolen, det puster, det
har sydde klær på, det har knapper i klærne; på øverste enden
har det en hat påsnei. Hun kjendte alt ut og ind, et sprikende
træben som stikker frem og spærrer det lille gulv, hans tale, alle
løgnene, bravaderne, røsten som mere og mere likner en kvind-
folkrøst, det matte, vassblå blik, den altid fugtige mund. Han
likesom forfaldt mere og mere for hvert år, bare hans matlyst
stod ved lag. Og det var ikke altid mat nok.
-Forunderlig! Livet i byen gik sin gang og det var endog stærk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
