Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
folk. Han gröv. Han måtte avsted efter en vogstang og prøvet
den — nei. Han gröv igjen. Isak begyndte nok å bli litt ærtet av
stenen, han rynket brynene og så på den som om han just var
kommet for å ha en smule opsigt med stenene her, og specielt
denne stenen var meget dum. Han kritiserte den, den var så
rund og idiotisk, den var ikke til å få tak på, ja det var ikke
frit for at han syntes den var galt skapt. Skyte den? Ikke tale om
å koste krudt på den. Og skulde han opgi den, skulde han vise
nogen slags frygt forat stenen vilde få overtaket?
Han gröv. Han møiddest dygtig, det gjorde han, men hvor
var frygten? Endelig fik han snuten av vogstangen ned og prø-
vet den — stenen rørte sig ikke. Faglig var det intet å utsætte
på hans tak, men det virket ikke. Hvad var dette, hadde han
ikke brutt op stener før? Var han blit gammel? Pussig, hehe.
Latterlig. Han hadde rigtignok nylig mærket tegn til avtakende
styrke, det vil si han hadde ikke mærket det og hadde ikke brydd
sig om det, det var indbildning. Og nu går han på stenen igjen
fuldkommen villig til å ta den.
Å det var ingenlunde småtterier når Isak la sig på en vog-
stang og gjorde sig tung. Nu ligger han der og heiser og heiser,
kyklopisk og overordentlig, med en overkrop som syntes å gå
til knærne. Det var en viss pomp og pragt over ham, hans
ækvator var utrolig.
Men stenen rørte sig ikke.
Det var ingen råd med det, han fik grave mere. Skyte stenen?
Ti stille. Nei men han fik grave mere. Han blev meget ivrig,
stenen skulde op! Det kunde ikke sies å være noget perverst i
dette fra Isaks side, det var gammel jordbryterkjærlighet, men
aldeles uten ømhet. Det så naragtig ut, først så stimlet han like-
som sammen om stenen fra alle kanter før han slog ned på den,
så gröv han omkring dens sider og famlet på den og øste jorden
op med de bare hænder, det gjorde han. Men intet av dette var
kjærtegn. Han var varm, men varm av idighet.
Om han nu prøvet vogstangen igjen? Han stak den ned der
hvor han hadde mest von — nei. Det var da en aparte trods og
påståelighet hos en sten! Men det syntes å gå, Isak prøvet igjen
og har håp. Jordbryteren hadde på følelsen at stenen ikke læn-
ger var uovervindelig. Så glap vogstangen og kastet Isak til
jorden. Fan! sa han. Det undslap ham. Hans lue hadde i det
samme fåt et skubb og var blit hængende på siden, han så røve-
risk ut, spansk ut. Så spyttet han.
Der kommer Inger. — Nei nu må du komme og få dig mat,
Isak! sier hun aldeles god og snil. — Ja, svarer han, men han
vil ikke ha hende nærmere og vil ikke ha nogen prat. Å den
==
E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
