Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Sivert, morbror din, får landslot. — Han hadde nu ørlite før!
Både i kjørrel og gryte! — Net som du, Inger! — Ja Gudsketak,
det er ikke å klage. Hvad de sier om mig derhjemme? — Os-
Anders vagger på hodet og slesker at han har ikke ord for
det. — Dersom at du lyster en kum søtmælk så skal du bare orde
det, sier Inger. — Du skal ikke kostværde! Men har du ørlite til
hunden?
Mælken kom, hundematen kom. Lappen hørte en musik inde
fra stuen og lydde: Hvad det er? — Det er stueklokken vores
som slår, sa Inger og var revnefærdig av storhet.
Lappen vagget igjen på hodet og sa: Dokker har hus og hest
og middel, kan du nævne mig hvad dokker ikke har! — Nei vi
kan ikke Gud fuldtakke. — Ho Oline bad mig om å hilse dig.
— Nå. Hvor hun baler? — Tålelig. Hvor manden din er? —
Han er og bryter. — De sier han har ikke kjøpt? henkaster lap-
pen. — Kjøpt? Hvem som sier det? — De sier det. — Hvem
skulde han kjøpe av? Det er almenning. — Jaja. — Og nogen
svettdråper har han lagt ned på denne jorden! — De sier det
er staten sin jord?
Inger forstod ingenting av det og sa: Jaja det må så være.
Er det ho Oline som har snakket på det? — Jeg mindes ikke
hvem det var, svarte lappen og kastet sine vikende øine i alle
retninger.
Inger forundret sig over at han ikke tagg om noget, det gjorde
Os-Anders ellers altid, det gjør alle lapper, de tigger. Os-Anders
sitter og karver i sin kridtpipestubb og tænder. Å for en pipe,
han røker og drager så hele hans gamle rynkede ansigt står som
en rune. — Ja jeg gjør ikke å spørre om at det er dine børn, sa
han og slesket mere. For de er så like dig. Net akkurat som da
du selv var liten!
Inger som var en vanskapning og et utyske — naturligvis var
det galt, men hun svulmet allikevel. Selv en lap kan gjøre et
morhjærte glad. — Dersom at ikke sækken din var så fuld så
skulde du få ørlite i han, sa hun. — Nei du skal ikke kost-
værde!
Inger går ind med barnet på armen og imens er Eleseus til-
bake hos lappen. De kommer godt overens, gutten får se noget
rart i lappens sæk, noget loddent, han får klappe det. Hunden
står og pister og gjøir. Da Inger kom ut med nisten gir hun et
lite støn og sætter sig ned på dørhellen: Hvad det er du bærer?
spør hun. — Nei det er ikke noget. En hare. — Jeg så det. —
Han småkaren din vilde se han. Det var hunden som jaget
han op idag og dræpte han til mig. — Her er maten din! sa
Inger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
