Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
141
å være norsk; men da jeg skjønte at du også forstod landets
sprog endda så opgav jeg dialekten, blandt andet fordi den
var ubrukelig.
Men hvorfor jeg har samlet så mange ulikheter indenfor én
ramme? Lille ven, et av verdens berømteste dikterværker er
skrevet under en pest, for en pests skyld, det er mit svar. Og lille
ven, når man i lang tid holder sig tilbake fra menneskene som
man kan ut og ind da under man sig for en gangs skyld den
last å tale igjen, å tale; man er så ubrukt, man har et hode med
tusen taler i. Det er mit forsvar.
Kjender jeg dig nu ret så vil du gotte dig over en og anden av
mine dristigheter, og især er det en natlig scene som du vil
gni dig i hænderne over. Men til andre folk vil du ryste på ho-
det og si: at han kunde skrive slikt! Å du lille simple sjæl, gå du
bort og forstå den scene avsides, — den har det også kostet
mig litt å utlevere til dig.
Du vil kanske også interessere dig for mig og spørre til mine
jærn? Javel, jeg skal hilse fra dem. Det er femtiåringens jærn,
han har dem ikke anderledes. Men forskjellen på mig og mine
gangerbrødre er den at jeg bekjender: jeg har dem ikke ander-
ledes. De er tænkt så store og så røde; men det er små jærn og
de gløder lite. Slik er det. De møter op sammen med al den an-
den flid til enfoldet og julebordet. Slik er det. Så er det da om
de endnu trods alt skiller sig ut fra de andres ingenting. Det kan
ikke du avgjøre, du er den nye ånd i Norge og det er dig jeg
håner.
Ett vil du indrømme: du har ikke kastet din tid bort i «dan-
net selskap», det er ikke «damen» jeg har villet læske dit lille
opkomlinghjærte med. Jeg har skrevet om mennesker. Men inde
i den tale som sies føres en anden, den går som åren under hu-
den, en roman i romanen. Jeg fulgte litteraturens begyndende
syttiåring skridt for skridt og rapporterte fra hans opløsnings-
proces. Jeg skulde ha gjort denne gjærning før, men jeg hadde
ikke år nok, jeg begynder den direkte og indirekte nu. Jeg
skulde ha gjort det da landet famlet i mange lange tider under
skyggerne av de overåriges talentmangel, — så gjør jeg det nu
da man begynder å tildele mig selv gaver til å skygge. Sensation,
vil du mene, et jag efter ry! Min lille rene ven, jeg har ry nok
for mine siste tyve år, og så er jeg død. End du? Måtte du
leve længe, du fortjener det, ja måtte du hartad overleve mig
— i kjøtet!
Jeg læser netop hvad en mand på kulturens tinder har talt:
Erfaringen viser at når kulturen breder sig blir den tynd og
farveløs. Da er det at man ikke skal hyle imot nykommere med
V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
