Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXVI - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
tok hende, hun var ophidset endnu når hun talte om det, hun
slet sig i fingrene, en vane fra skoledagerne. Og hvorfor skulde
hun ikke være tilfreds? En liten triumf nu hadde samme rang
som en større før i tiden. Utgangspunktet var blit et andet, men
tilfredsstillelsen var ikke ringere.
Hør — nu er hun begyndt å læse der ovenpå, der lyder en
sagte dur. Javel, det er søndag idag, og da det er hun som er
mest kyndig i bok falder det på hende å læse andagten. Bravo,
brillant, også dette har hun tuktet sig op til, for de er ortodokse
i disse egne endnu. Se, troende er man ikke nei, men man er
heller ingenting i stedet, hvad er man da? Man læser andagten.
Det var et ganske fint påfund med snoren.
Flink kokke er hun sandelig også blit, på bondes vis, soddet
herlig, uten makaroni, men aldeles som det skal være, med gryn,
gulrot og timian. Dette har hun neppe fra husholdningsskolen.
Jeg sitter og tænker på alt hun har lært og det er meget. Kanske
var det nogen overspændthet i dette med børn som orgelpiper?
Nei jeg vet ikke, men hendes næsebor gik ut og ind da hun sa
det, hun var som en hoppe. Hun visste vel hvor nødig det måtte
bli børn hos mellemklassens ægtefolk, hvor kort kjærligheten
varte mellem dem: de var sammen om dagen for at ikke folk
skulde få noget å si, men natten skilte dem ad. Hun vilde gjøre
sit hus til et undfangelseshus: hun og manden var oftest fra
hverandre om dagen, på hver sit yrke, men hver nat samlet dem.
Bravo, fru Ingeborg!
XXXVII
Egentlig skulde jeg reise nu, eller jeg kunde flytte over til
Petra og skoleholderen som driver med reisende. Egentlig
skulde jeg det....
Nikolai har tat den gule damen sin i bruk og spændt hende
for en net kjærre som han selv har snedkret og fåt jærnbeslåt.
Og nu drager damen gjødsel. Det er nu ikke så overhændig me-
get av den vare på den vesle gården med de få dyr, så den er
snart utkjørt. Så går damen med plogen, og tænk, det er som
hun bare går med et tungt slæp. Nikolai har aldrig hørt om en
slik hest før, og hans kone heller ikke.
Seså, nu går jeg en tur på nybrottet og ser på det på alle leier.
Så tar jeg jord i hånden og kjender på den og nikker, akkurat
som om jeg forstår mig på jordsorter. Mergel, rene herligheten.
Så går jeg så langt at jeg ser dragehoderne på Petras hotel,
— men pludselig så skrår jeg av veien og op i skogen, til avberre
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
