Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
med som en mor, at en maur går på den. Ligger det en halvt
overgrodd sten hist og her så er den ikke faldt hit, den ophol-
der sig her og har bodd her længe. Det er makeløst.
Det er høgstdags når jeg kommer op på høiden og ser mig
tilbake. Langt borti en anden li går en av husmændenes kuer,
en liten rar ku med rød og hvit side, og der går den. En korp
sitter på en høi hammer og prater en gang ned til mig, det var
som en jærnøse skrapet mot hammeren. Det bølger sagte i mig
og det kjendes for mig nu, som så mangen gang før i marken, at
stedet netop er forlatt, at nogen nys har været her og bare er
trådd tilside. I denne stund står jeg på tomandshånd med no-
gen her, og litt efter ser Jeg en ryg som forsvinder i skogen. Det
er Gud, tænker jeg. Der står jeg, jeg taler ikke, jeg synger ikke,
jeg bare ser. Jeg kjender at hele mit ansigt blir fuldt av synet.
Det var Gud, tænker jeg.
En vision, sier du. Nei en liten indsigt i tingene, svarer jeg.
Gjør jeg en gud av naturen? Hvad gjør du? Har ikke muha-
medanerne sin gud, jøderne sin, inderne sin? Ingen kjender
Gud, lille ven, mennesket kjender bare guder. Nu og da er det
som jeg træffer min.
Når jeg nu går hjemover så tar jeg en anden retning og gjør
en stor bue. Det er varmere sol nu og marken mere ulændt her,
jeg kommer til en stor ur, ruinen efter et skred, og her later jeg
for moro skyld som jeg er træt og kaster mig ned, aldeles som
om nogen ser på mig og ser hvor utaset jeg er. Det er bare for
moro skyld og fordi min hjærne så længe har været ledig at jeg
finder på dette. Himlen er overalt ren, de tåkedotterne over
Toretinderne er borte, Gud vet hvor de er henne, men de har
stjålet sig væk. Men i deres sted svæver en ørn i vide ringer
over dalen. Stor og sortladen, uopnåelig gjør den ring på ring
som rundt en bane deroppe, den frådser sig sagte frem gjennem
luften, en tyknakket han, en ørnehingst som er ute og regjerer
sig. Å det er som en melodi å se på den. Så endelig forsvinder
den bak tinderne.
Og her ligger jeg og uren og de små enerbusker tilbake. Hvor
alt er underlig! Disse stenene her i ruinen de huser kanske en
mening i sig, de ligger her i tusener år, men de vandrer kanske
de også, gjør en usigelig færd. Gletscherne går, land hæver sig,
land synker, det haster ikke, det sker bare. Men da min bevisst-
het ingenting forbinder med en slik forestilling så blir den
blind av hæftighet og står på to imot den: urens vandring er
ikke til, det er bare ord, en pudsighet. Jada, uren er en by, og
bortover marken ligger så her og der bygder av sten. Det er et
rolig samfund, der er ingen sensation, intet selvmord, og der tør
på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
