Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
403
tilbake til Segelfoss! Nei vi vil aldrig mere hit! blev det ropt. Jo
vi vil hit og træffe telegrafbestyreren igjen! blev det ropt. Leve
Bårdsen! blev det ropt.
Bårdsen var urokkelig gavmild og stø, ja som en far for børn,
som et forsyn. Da han satte den nye flasken på bordet sa han:
Det skal stå fuldt av dem her, jeg vil beskytte dere mot træk
med brændevinsflasker! Å den lystige satan telegrafbestyrer
Bårdsen, han kunde ikke ha været bedre om han hadde været
prydet med muslingeskal og bavianfaks omkring hodet.
Naturligvis sørget ingen mere. Fru Lydia husket at hun hadde
kardialgi og hentet sine dråper ind, frøken Sibylle gik like så
ugenert efter sin jærnmikstur, alt var venlighet, de kastet slæng-
kys op på væggen til præsten Lassen og hilste til ham med
glassene, de drak med hverandre og tilgav hverandre alle mulige
fornærmelser.
Bårdsen satte sig bort til frøken Clara på en slik måte at
det likesom skulde være for bestandig, som om han endelig en
gang skulde få en ordentlig sammenkomst med hende. Dette for-
arget kunstner Max og gjorde ham desperat av skinsyke. Se,
kunstner Max han var abnorm, han tålte intet men var skin-
syk som en eunuk på alle, nu sa han bent ut at telegrafbe-
styreren skulde komme til å elske sig et hode kortere derborte
hvis han ikke flyttet sig! Frøken Clara skrek op: Gå din vei,
Max! Jeg tåler ikke dine væmmelige blå hænder på mig! — Sier
du det! spurte Max truende. — Det sier vi allel svarte fru Lydia
og svarte frøken Sibylle. — Max reiste sig blek som døden og
gik ut.
Kortsagt, alt var stort anlagt og blev vel utført. Bårdsen for-
langte mat til selskapet og da de hadde spist drak de igjen, Bård-
sen var og blev urokkelig. Han hadde mangen høi og særegen
talemåte på læberne og forbauset frøken Clara ved å si så meget
ømt og blødende til hende: Min mund klør efter Deres, sa han,
jeg må bite i den for å holde den igjen! Hvorledes går det Dem,
frøken Clara? Er det ikke fremgang i kjærlighet så er det til-
bakegang. Det er lov!
Så kom det et brev ind, skrevet med pen og blæk og var fra
kunstner Max. Han spurte om han måtte vende tilbake til sel-
skapet. Bårdsen tok sin blyant op og vilde svare. — Nei ikke
med blyant, sa frøken Sibylle, Max er så nøie på det. — Er ikke
blyant godt nok, en stenpen? — En stenpen, utmærket, hahaha,
lo kassereren. Og svar at hvis han kommer så vil han bli tålt.
— Nei ikke det, sa frøken Sibylle, det holder ham ikke borte. —
Er det ikke hr. Max som er nøie på det? spurte Bårdsen. —
Skriv at jeg ikke er her længer, sa frøken Clara. — Tror du det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
