Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
Løitnanten hadde litt i senn latt Martin dreng kjøre ned
klaveret og de nødvendige møbler til sine stuer 1 teglværket,
han tok dem også litt i senn i bruk. Det var en god måte,
en fortæffelig måte, det var ikke å flytte. Han begyndte med
å ligge dernede en nat, det skadet ham ikke, han brændte
i ovnen, hadde lamper og lys, bet tænderne sammen og sov.
Så gjorde han det en uke senere, det var så nyt, så rart og
elven duret så urimelig nær, men han tvang sig til å sove.
Nu sov løitnanten i teglværket hver nat og var på gården bare
til måltiderne. Han sa til jomfru Salvesen og han skrev det
til sin søn i Berlin at han Gudskelov hadde fundet en råd
for sin søvnløshet.
Våren kom, løitnanten vilde ikke være arbeidsfolk begjæ-
rendes mere, han lot Martin dreng finde en god sten her og
en god sten der og kjøre frem til syldmur, selv grov løitnan-
ten grunden til den. Mens han holder på med dette kom det
en dag brev fra ung Willatz at han stod fast — å et tilfælde,
det var på en auktion, en dame stod der og gråt over sit
kostbare flygel, sit levebrød. Hvad kunde så ung Willatz
gjøre andet, han gav hende flyglet tilbake, det var en æressak
og en velgjærning. Kjære far, det er en hel sum, en stor sum —
skulde jeg kanske ikke ha gjort det? Det var et tilfælde, vi
var gåt til en auktion flere musikere, der blev solgt pantsatte
musikinstrumenter. Og damen gråt, hun var vel lærerinde,
vi musikere stod og så på hende. Så gjorde jeg det, jeg tænkte
på dig og gjorde det, med to ord; pengene skal betales inden
en måned. Hvad skulde jeg helst ha gjort, kjære far?
Holdt! sa løitnanten til sig selv og brevet, ikke et ord mere!
sa han. Pengene? Selvfølgelig.
Han går til hr. Holmengrå. På veien mærker han at han
er stærkt bevæget, hans søn har gjort ham ære, han er be-
geistret over ham, går der og får dunkle øine over ham. Ung
Willatz —jo han var racens ætling, en Willatz Holmsen som
| hans egen store og fine far hadde været. Med to ord — jeg
ser ham —
Løitnanten var klok nok til ikke å sætte for stort håp til
Holmengrå dennegang; av forskjellige mærker og tegn hadde
han utledet at den store brukseier hadde begyndt å trække
sig tilbake. Der hadde nu for eksempel hr. Holmengrå godt
måttet indse at Iøitnanten manglet arbeidsfolk til muringen,
men han gjorde intet ved det og sendte ikke en mand. Imid-
lertid, samme hr. Holmengrå hadde før vist sig så uendelig
hjælpsom, hvo vet endnu engang!
Jeg ber om tillatelse til å henvende mig til Dem i et intimt
12 — Hamsun: VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
