421 (Samlede verker / 5. Benoni, Rosa, En vandrer spiller med sordin (6. utg.))

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - Efterskrift

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

421

bakenfor dem jeg alt kjendte, jeg husker det endnu. Ja jeg sitter
her og husker det endnu og jeg vagger på hodet og sier til mig
selv: Hvor det var forunderlig, nei nei nei! Så døde hun. Hvad
mere? Så er det ikke mere. Jeg er igjen. Men det at hun døde
bør ingen sorg gjøre mig, det hadde jeg vel fåt betalingen for
på forhånd ved at hun ufortjent så på mig med sine to øine.
Slik er det vel!

Kvinden — hvad vet de vise om kvinden?

Jeg husker en vismand og han skrev om kvinden. Han skrev
i tredive bind homogen teaterpoesi om kvinden, jeg talte bin-
dene engang i et stort skap. Tilslut skrev han om kvinden som
gik bort fra sine egne børn for å finde — det vidunderlige! Men
hvad var da børnene? Å det var så komisk, og en vandrer ler av
det som er så komisk.

Den vise hvad vet han om kvinden?

For det første er han ikke blit vis før han blev gammel og da
kjender han kvinden bare efter hukommelsen. Men for det an-
dre har han heller ikke hukommelsen om hende eftersom han
aldrig har kjendt hende. Den mand som har anlæg for visdom
han sysler gjærrig med disse anlæg og intet andet, pleier dem
og nærer dem, holder dem frem og lever for dem. Man går ikke
til kvinden for å bli vis. De fire viseste hoder i verden som har
avgit betænkninger om kvinden sat bare og fandt hende op
inde i sig selv, de var unge eller gamle oldinger som ridde på
gjeldokser. De kjendte ikke kvinden i hellighet, kvinden i
sødme, kvinden som uundværlighet, men de skrev og skrev om
kvinden. Tænk, uten å træffe hendel!

Gud bevare mig for å bli vis! Og jeg skal mimre det til mine
siste omstående: Gud bevare mig for å bli vis!

Det er en passe kjølig dag til den utflugt fra koien som jeg
har tænkt på, snetopperne ligger rosenrøde av sol og min kob-
berpande varsler blankt veir. Klokken er otte om morgningen.

Ransel og stor niste, en ekstra hyssing i lommen om noget
skulde gå i stykker og en seddel tilbake på bordet til manden
som kanske kommer med stomp til mig mens jeg er borte.

Å jeg har skapt mig godt til for mig selv: at jeg skulde langt
bort, at jeg måtte ruste mig omhyggelig, at jeg vilde få al min
snarrådighet og utholdenhet behov. Ja slik kan den skape sig
til som skal langt bort, men det skal ikke jeg. Jeg har intet
ærend og jeg skal ingen steder hen, jeg er bare en vandrer som
går ut fra en tømmerkoie og skal tilbake til den igjen, det er
det samme hvor jeg er.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:32 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/hamsun/6-5/0423.html

		Samlede verker / 5. Benoni, Rosa, En vandrer spiller med sordin (6. utg.) / 421 Author: Knut Hamsun Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|