Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
417
med det, nu reiste han ingeniøren op igjen selv og drev til ham
en svær gang til. Så kom han til mig og sa: Lat os gå hjem.
Jeg faldt i tanker. Det undret mig at drageren, dette menne-
ske som ikke hadde en uven eller bar nag til nogen, lot ingeni-
øren bli uten hjælp ved koien. Og det var intet mishag i hans
fortælling om avstraffelsen. Så har vel ingeniøren været gjærrig
mot ham også og aldrig betalt ham for hans tjenester, tænkte
jeg, men han har bare været kommandøren og ledd av ham og
været som en hvalp. Slik var det vell Og det var kanske ikke
længer min skinsyke som ledet mig vild.
Men kapteinen det var gut som gav drikkepenger! sa drageren
tilslut. Jeg betalte hele gjælden min med det, jammen gjorde
jeg det.
Da jeg endelig hadde fåt drageren ifra mig gik jeg over elven
og isen var stærk nok. Nu var jeg på den store vei. Og jeg van-
dret videre og tænkte på dragerens fortælling. Det overfald ved
tømmerkoien, hvad var det til? Det avgjorde bare at den ene
part var stor og sterk, men den andre var en liten sportsmand
med en stor bak. Men kapteinen var officer, det var vel noget
slikt som hadde foresvævet ham. Det burde kanske ha foresvævet
ham noget andet mens det endnu var tid, hvad vet jeg! Det var
hans hustru som gik i elven, kapteinen kunde gjøre hvad han
vilde nu, men aldrig så kom hun igjen.
Men om hun også kom, hvad så? Hun var vel født til sin
skjæbne. Begge ægtefæller hadde prøvet å lappe skaden sammen,
men det mislyktes. Jeg husker fruen for seks syv år siden, hun
kjedet sig og var visst småforelsket hist og her også da; men hun
var tro og fin. Så vedblev tiden å gå. Hun hadde ingen gjær-
ning, men hun hadde tre piker på sin gård; hun hadde ingen
børn, men hun hadde et flygel. Men hun hadde ingen børn.
Og livet det har råd til å sløse.
Det var mor og barn som gik tilbunds.
27 — Hamsun V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
