Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
krotet lommeklokke eller to skjønt byen ingen penger har. Og
klokkerne er fra det land opi Alperne hvor Böcklin — ikke var
fra, hvor ingen og intet er fra.
Å vort julemarked!
Men om kvældene er her gjæve forlystelser for alle. Det dan-
ses på to saler, det spilles av mestere på hardingfele og det er
makalaust, korkje værre eller betre. Det er jærnstrænger på felen,
det lyder ikke fraser, det er en musik med brodd. Den virker
forskjellig på de forskjellige, nogen av os gjennemlæsker den
med national sødme, andre av os flækker tænder og begynder å
huje av vemod. Aldrig var det en stærkere virkning av musik
med brodd.
Dansen går.
I en pause synger skolelæreren følgende poesi:
Du gamle mor! du sliter arm
so sveitten er som blod —
Men nogen av de gale gutter vil ha dans og intet andet. Hvad
er dette for noget, her står de med jænten om livet og sang, det
høver sig ikkel Sangeren holder inde: Kva slag, høvar ikkje
sjølve Vinje! Det blir oprør for og imot, debat, skrål. Aldrig var
det en stærkere virkning av sang med poesi.
Dansen går.
Jænterne fra dalen de er fem rosestakker tætte; men det er
som intet for dem, de er vante til å bære. Og dansen går, ja
tordenen går, brændevinet skyver godt på, det står en damp fra
heksegryten. Klokken tre om morgningen kommer politiet og
banker i gulvet med sin stok. Punktum. Danserne går ut i måne-
skinnet og sprer sig i by og omegn. Så ni måneder efter leverer
Jænterne fra dalen beviset for at de allikevel var en rosestak
for utæt. Aldrig var det en stærkere virkning av utætte rose-
stakker.
Nu er elven stille av sig, elven den er ikke længer noget for
øiet, vinteren er kommet over den. Den driver de træsliperier,
sager og møller som står ved bredderne fordi den er og blir en
stor elv; men den er uten liv, den har slåt låk over sig selv.
Og fossen den har faret så ilde. Jeg som engang så ned i den
og hørte på den og tænkte: om jeg levet dernede i den susets
verden for bestandig, hvad følge vilde det tilslut få på min
hjærne? Nu er fossen liten og mumler spakt, det er en skam å
kalde det sus. Men Herregud det er jo likefrem en ruin av en
foss! Den er sunket ned til armod, store stener stikker op over-
alt i rænden, en og anden tømmerstok har bundet sig påtværs
og påskrå, man kunde hoppe tørskodd over på stener og stokker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
