Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
tørklæ der har hans bokstaver, ser jeg. Ja det er bare skinsyke
av dig, jeg forstår ikke hvad slikt gjør, sa fruen. Jeg kan ikke
aldeles dræpe ham, som du vil, og det synes ikke mama og papa
heller. Jeg har da levet med ham og været gift med ham. — Gift
med ham? — Ja det sier jeg. Det er ikke alle som ser slik på Hugo
og mig som du gjør. — Da blev kapteinen sittende en lang stund
og vagge på hodet. — Og forresten er det din egen skyld altsam-
men, sa fruen igjen, du kjørte væk med Elisabet den gang skjønt
jeg kom og bad dig om å bli hjemme. Det var da det skete. Og
vi hadde drukket meget om kvælden, det gik rundt for mig. —
Kapteinen svarte endda ikke noget på en stund, så sa han: Ja det
var galt av mig at jeg reiste den gang. — Ja det var det, sa fruen
og begyndte å gråte igjen. Du vilde ikke høre på nogen ting. Og
altid så skal du kaste mig i næsen dette med Hugo, men du
husker ikke på hvad du selv har gjort. — Forskjellen er bare, sa
kapteinen, at jeg aldrig har levet med den dame du tænker på,
aldrig har været gift med hende, som du kalder det. — Fruen
bare jeipet til det. — Aldrig! sa kapteinen og slog hånden i bor-
det. Fruen skvat høit og blev sittende og se på ham. Men da
forstår jeg ikke hvorfor du bestandig hang efter hende og var i
lysthuset med hende og bak alle vægger? sa hun. — Nei det var
du som var i lysthuset, svarte han. — Ja altid er det mig! sa hun
så, og aldrig du! Nei hvorfor jeg hang efter Elisabet det var
kort og godt for å få dig igjen, sa kapteinen. Du var blit borte
for mig og jeg vilde få dig igjen. — Det sat fruen og tænkte på
et øieblik, så sprang hun op og slog armene om ham og sa: Ja
men så var du jo glad i mig allikevel! Jeg trodde det var forbi.
Du var også borte for mig, i mange år, husker du det? Det gik så
rent galt. Jeg trodde ikke — jeg visste ikke —. Nei men så var det
jo mig du var glad i allikevel! Men kjære så er det jo godt alt-
sammen! — Sæt dig igjen, sa han. Det er jo bare det at det er
kommet noget til nu. — Hva er det? Noget til? — Ser du der, nu
har du glemt det. Må jeg nu spørre om du gjør dig noget ondt av
det som er kommet til? — Da blev fruen aldeles stram igjen og sa:
Å du mener Hugo. Det er nu engang gjort. — Det er ikke svar
på spørsmålet. — Om jeg gjør mig nok ondt av det? End du, er
du aldeles skyldfri? — Nu reiste kapteinen sig og begyndte å
drive på gulvet. Det gale er at vi ikke har nogen børn, sa fruen
til ham. Jeg har ikke en datter som jeg kan lære op til å bli
bedre end mig. — Jeg har tænkt på det, svarte kapteinen, det
kan hænde du har ret! Og så vendte han sig bent imot hende
og sa: Det er en lei skred som har gåt over os, Lovise. Men skal
ikke vi to overlevende ta og rydde væk sten og stokker og grus
og alt som har ligget og begravet os i årvis og komme til pusten
25 — Hamsun V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
