Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379
Ja du har ret i det, sa Grindhusen og vikte av. Jeg sier ikke
noget andet, jeg sier bare at hun likner det søskendbarnet på en
prik. Hvad andet har jeg sagt? Jeg har aldrig hørt slik som du
er! Og ikke for det, hun er kanske noget lysere i håret end
søkendbarnet var, så jeg vil ikke påstå at det er samme håret.
Og det har jeg aldrig sagt. Men hvis du vil vite hvad jeg tænkte
på med det samme så kan jeg gjærne si det også bent frem, og
jeg tænkte på at hun var for god til å være det søskendbarnet.
Akkurat det tænkte jeg på. For det var harmelig at hun var
søskendbarn til en slik en og jeg skjønner ikke at nogen vilde
være det i verden. Ikke for de pengene, og det vet du også at
hverken du eller jeg er så nøie på å forlise en tokrone, men det
var simpelt når han gav mig dem her i denne hånden og så
trække dem ifra i regnskapet. Ja. Mere sier jeg ikke. Men jeg
har aldrig hørt slik som du er blit i det siste, straks jeg nævner
det så flyr du på folk. Hvad har jeg sagt? Han var så gjærrig
at han gav mig bare to kroner om dag på egen kost og han
pruttet på hver ting. Ja. Jeg vil ikke ha noget mere snak med
dig, men akkurat dette tænkte jeg på, om så er at du vil vite det —
Men alt Grindhusens prat kunde ikke dække over at han
hadde gjenkjendt fruen og endnu var viss på at hun var den
han mente. 5
Og nu var alting i orden, herskapet hjemme igjen, lyse dager
og rik høst. Hvad mere kunde vi forlange!
Fruen hilser venlig til mig og sier:
Øvrebø er jo ikke til å kjende igjen siden du har malet så
pent allevegne. Kapteinen glæder sig så godt over det.
Hun syntes roligere end da jeg så hende sist i den hoteltrappe
i byen. Hun stod slet ikke og småpustet til mig som til Grind-
husen, og det kommer nok av at hun ikke har imot å se mig
igjen! tænkte jeg med glæde. Men hvorfor hadde hun ikke
endda lagt av den nye vane å flakke med øinene? Det vilde
jeg si til hende hvis jeg var kapteinen. Det var forresten kom-
met nogen pussige småfinner i hendes tindinger, men det gjorde
ikke noget, hun var like pen for det.
Men det er desværre ikke mig som har fundet på denne nyde-
lige grå farven på husene, sier hun videre til mig. Det mis-
husker du.
Så forstår jeg det ikke. Men det er det samme, kapteinen selv
bestemte sig ialfald for den.
Trappen er også aldeles deilig og likeså værelserne ovenpå.
De er blit dobbelt lyse —
Det er fruen selv som vil være dobbelt lys og dobbelt god, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
