Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
Iøst hoppende imot mig og tar brevet. Hendes ånde er formelig
het imot mig og hun synes stærkt ophidset idet hun viser ind-
over gangen hvor jeg hører røster.
Jeg fik det indtryk at Ragnhild hadde tat post her eller var
sat her av andre; men det var ialfald noget som ikke angik mig.
Da Ragnhild hvisket til mig: Si ikke noget, gå sagte ned igjen!
adlød jeg og gik til mit rum.
Mit vindu hadde jeg åpnet. Jeg hørte de to ved stenbordet
nede ved buskerne, de sat og drak vin, og jeg så fremdeles lys i
fruens værelse.
Det forløp ti minutter, så sluktes lyset.
Et minut efter hører jeg hastige skridt opover trappen nede
i hovedbygningen og jeg kikker uvilkårlig ut for å se om det
var kapteinen som gik op. Men kapteinen sitter hvor han sat.
Nu hører jeg samme skridt nedover trappen igjen og litt efter
nogen andre. Jeg holder øie med hovedbygningen. Først kom-
mer Ragnhild ut av døren, hun kommer som jaget og stævner
over til borgstuen; derpå kommer fru Falkenberg, hun har bre-
vet i hånden, det lyser hvitt i skumringen, hun har utslåt hår.
Efter hende kommer ingeniøren. De to driver nedover veien til
chausséen.
Ragnhild ryker ind til mig og kaster sig på en krak, pustende,
ladet av lyst til å fortælle. Hun hadde oplevet meget rart i
kvæld, hvisket hun. Luk vinduet! Fruen og den der ingeniøren
— ikke spor av forsigtighet — det var på et hængende hår at de
hadde gjort det. Han holdt fast i fruen endda da Ragnhild kom
ind med brevet. Åh! På fruens værelse, lampen utblåst.
Du er gal! sa jeg til Ragnhild.
Den forslagne pike, det viste sig at hun hadde både hørt og
set godt. Hun var kommet så i vane med å lure at hun ikke
hadde kunnet holde sig overfor fruen engang. Men hun var en
ualmindelig pike.
I begyndelsen var jeg ophøiet og vilde ikke vite av hendes
sladder: Hadde hun ståt og luret? Fy!
Hvad kunde hun andet! svarte hun. Hun skulde ikke komme
ind med brevet før fruen slukket lampen, da skulde hun
komme. Men fruens vinduer de vender ut til syrinskogen hvor
kapteinen og Elisabet i præstegården sat. Så der kunde ikke
Ragnhild gå og vente. Hun fik heller være på gangen og bare
kikke litt nu og da ind gjennem nøkkelhullet om lampen var
slukt.
Det lydde ikke mere så urimelig.
Pludselig rystet Ragnhild på hodet og sa beundrende om
ingeniøren:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
