Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
yngling på sjæl og legeme, fuldstændig mild og munter. Å
min gale kamerat Munken Vendt!
Hans utslæt på hænderne er blit værre, fingrene hovner
op og det blir blærer hist og her. Fan også! griner han. Ellers
sitter han og ser forundret på sine hænder.
Så satte vi os til å prate litt sammen. Men hele tiden var jeg
fraværende og svarte bare når jeg var nødt til det. Jeg gir
pludselig Munken Vendt min vest; den er ikke rigtig stor nok,
men den er bedre end ingenting. Så prater vi igjen og det gik
en stund.
Rosa, hvad er det for en? spurte han.
Det vet jeg ikke, svarte jeg. Rosa? Hun er visst det bedste
menneske. Hvorfor spør du om det?
Og baronessen, hvad er det for en? spurte han igjen. En be-
synderlig dame.
Baronessen er visst også et utmærket menneske, svarte jeg
igjen, hun er enke, to pene børn. En besynderlig dame? Å
jeg vet ikke. Hun er så opreven, hun fører uro med sig til alle,
hun griper ind i livet her og hos Hartvigsens, selv jeg snakker
mere jaget end før hun kom. Hun går og sørger på en ung
løitnant fra sin ungdom.
Hun gjør dere allesammen til tosker, sa Munken Vendt. Skal
dette gamle skind gå her og mestre dere? Og det sa jeg til hende.
Til hende?
Akkurat. Og hvad .svarte hun? Det samme sa også en doktor
vi engang hadde her! svarte hun. En fornuftig mand altså.
Blev hun ikke såret, rasende?
Det vet jeg ikke, svarte Munken Vendt. Hun snakket mig
sønder og sammen, jeg ble dum av det. Jeg tror på galskapen
i kraft av dens nødvendighet, sa hun, ja i kraft av dens egen
fornuft som balance, sa hun. Nu går jeg på kramboden og
får mig en dram, svarte jeg.
Og Munken Vendt lo selvsikkert over det han hadde sagt.
Jeg spurte:
Så du lille Martha? Skal du bli hendes lærer?
Hvad skulde jeg bli lærer i? svarte han. Du vet hvad jeg
kan. Forresten blir jeg ingen lærer, men går tilbake igjen dit
jeg kom fra. Nei her blir jeg ikke længe.
Neinei, sa jeg.
Jeg så på hans hænder, at de hadde et rigtig sårt utseende
og at fingrene blev mere og mere som pølser; nu fik han
ikke længer hanskerne på. Så tok jeg og gav Munken Vendt
nogen skjorter. Da han takket mig for dem gråt jeg og bad
ham om forlatelse for noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
