Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Det kan jeg fortælle dere! fortsatte Hartvigsen og brystet
sig over at han visste mere end andre.
Men Rosa syntes også å vite hele nyheten før, allikevel
spurte hun:
Hvor vet du det ifra? Det er visst bare en skrøne. Du
skulde ikke snakke så.
Hartvigsen fortalte at han hadde det fra nogen som hadde
læst det i bladene i vinter og det var endda lensmandens be-
tjent. Så det var pålitelig nok. Edvarda selv var blit stedt
i forhør angående tildragelsen.
Hvor Rosa var ren og god i denne stund! Jeg mærket godt
at den farlige nyhet var gammel og kjendt for hende; men
hun hadde ikke engang under den værste skinsyke benyttet
sig av den. Jeg kunde ha faldt ned for hendes føtter, der var
min plass, der var også Hartvigsens plass.
Jeg hadde indtil nu ikke sagt noget; men da Rosa ytret at
Edvardas mand kunde jo ha skutt sig i vildelse nikket også
jeg og sluttet mig til. Da utlot Hartvigsen sig med følgende
ord til mig i fuld ærgrelse:
Jaja, lykke på reisen med dere! Men til mig har hun sagt
at De var en intetsigende person. Så meget at De vet det!
Og Rosa torde vel ikke tysse mere på ham, hun reiste sig fra
dørhellen og gik ind.
Jeg følte et stærkt ubehag og kunde ikke holde mig fra å
spørre:
Har hun sagt det?
En velopdragen og intetsigende person, det var ordene.
Hartvigsen vilde la mig føle rigtig godt dette støt, han reiste
sig han også og begyndte å fodre duerne skjønt det var langt
på kvæld.
Jeg vandret bort fra huset, forbi den grønne eng med kuerne
og langt hinsides møllen, til skogen, til de fjærne åser. Min
ærekjærhet led meget, al min velopdragenhet var da bare
en intetsigende egenskap i min herskerindes øine. Jeg prøvet
med å slå det hen: javel, dette har baronessen sagt; men der-
med er intet avgjort, himlen falder ikke ned! Å, men jeg
var dypt ulykkelig. Jeg hadde nu denne velopdragenhet og
ellers intet i verden. Jeg var ingen forførende yngling, mit
ydre var spinkelt og i sandhet, jeg var ikke skjøn av ansigt,
men tværtimot med mange finner i huden. Derfor hadde jeg
adlydt mine forældre og lært meget og drevet det vidt i tegning
og maling. Men jeg måtte erkjende at når jeg utgav mig for
stolt jæger da var det mere skryt end sandhet deri, jeg var
ingen jæger og vandrer som Munken Vendt; men jeg hadde til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
