Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Under høststjærnen (1906) - XXVIII - XXIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
Ja du får rigtig takke den fremmede manden for al hjæl-
pen nu, sier morn.
Og Olga kommer og takker mig i hånden. Jeg passer da mit
snit og skysser hende ind i kammerset.
Gå nu ind De også, sier jeg til morn. Jeg vil ikke prate
mere med Dem allikevel, for jeg er træt.
Da hun ser at jeg leirer mig ved ovnen og ordner mig med
min sæk under hodet ryster hun leende på hodet og går sin vei.
XXIX
Jeg har det godt og muntert her, det er morgen, solen står
ind gjennem vinduet og både Olga og morn er så våte og
glatte på håret at det er en lyst.
Efter frokosten som jeg deler med de to og får en mængde
kaffe til staser Olga sig op med det nye kjoleskjørt og strikke-
tørklædet og jakken. Ak den vidunderlige jakke, den hadde
lastings kant rundt om og lastings knapper i to rækker og
det var snorpynt på hals og ærmer; men lille Olga kan ikke
fylde den. Ikke på nogen måte. For hun er skranglet som en
liten kalv.
Skulde vi ikke i en fart ta av jakken litt på sidden, sier
Jeg. Vi har tid til det.
Men mor og datter gir hverandre et blik, at det er søndag
idag og da skal hverken nål eller kniv brukes. Jeg skjønner
godt hvad de tænker på fordi jeg selv tænkte likeens i min
barndom, og jeg prøver da å hjælpe mig med litt fritænkeri:
det er en anden sak når det er en miaskine som syr, det er
som når en uskyldig vogn ruller på en vei en søndag.
Men nei det forstår de ikke. Forresten var jakken til å vokse
i, om et par år var den passelig.
Jeg tænker mig om efter noget som jeg kunde stikke i hånden
på Olga når hun gik, men jeg har ikke noget, jeg gir hende
bare et kronestykke. Hun takker i hånden, viser skillingen til
morn og hvisker med aldeles tindrende øine at hun vil gi den
til søsteren ved kirken. Og morn sier næsten likeså bevæget
at ja det får hun kanske gjøre.
Olga går til kirke i sin side jakke, hun sleiver nedover
bakken med føtterne ind og ut som det falder sig. Gud hvor
hun var søt og morsom ....
Hersæt var det en stor gård?
Ja en stor gård.
Jeg sitter en stund og glipper med søvnige øine og er etymo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
