Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Under høststjærnen (1906) - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
holder søndagsskole med mig. Han har sat mig lekse i Pontop-
pidan og skal nu overhøre mig. Det rører mig å høre religionen
påny forkyndt som jeg selv vilde ha forkyndt den i min egen
barndom.
IX
Brønden var færdig, grøften gravet og rørlæggeren kommet.
Han utvalgte sig Grindhusen til hjælpesmand under rørlægnin-
gen og jeg blev sat til å bane vei for rørene fra kjælderen op
gjennem de to etager i huset.
Mens jeg arbeidet med grøften i kjælderen kom fruen en dag
ned. Jeg ropte til hende om å se sig for, men hun tok det meget
rolig. Der er vel ikke grøft? spurte hun og pekte. Og der er vel
ikke grøft? Tilslut trådte hun feil og glidde ned i grøften til
mig. Der stod vi. Det var ikke lyst hos os og for hende som kom
utefra dagslyset var det vel helt mørkt. Hun følte på grøften
og sa:
Kan jeg nu komme op igjen?
Jeg løftet hende op. Det var ingen sak, hendes figur var så
smal skjønt hun var mor til en stor pike.
Det må jeg sil sa hun og rystet jorden av sin kjole. Det var
frisk skyss .... Du må hjælpe mig med noget oppe i anden
etage en dag, vil du det? Men vi må passe på engang min mand
er ved annekset, han liker ikke forandringer. Når blir dere fær-
dige her på gården?
Jeg nævnte en tid, en uke eller så.
Hvor skal dere hen herfra?
Til nabogården. Grindhusen har lovet os bort til å ta op
poteter ..<:
Så kom jeg op i kjøkkenet og saget hul på gulvet med en
stiksag. Det kunde ikke undgås at frøken Elisabeth fik ærend
ut i kjøkkenet i den tid jeg holdt på med dette, og skjønt jeg
var hende imot overvandt hun sig til å si nogen ord og stå og
se litt på arbeidet.
Tænk, når du bare får en kran å skrue på Oline, sa hun til
piken.
Men Oline som var gammel så ingenlunde henrykt ut. Det
var bespottelig å drive vandet like ind i kjøkkenet, sa hun. Hun
hadde i tyve år båret ind det vand som trængtes, hvad skulde
hun nu ta sig til?
Hvile dig, sa jeg.
Hvile mig? Mennesket er vel skapt til å arbeide.
Og sy på dit utstyr, sa frøkenen småleende.
Det var ungpikeagtig talt, men jeg var hende taknemmelig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
