Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Oplevede småting - III. Et spøkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 ,
Da begynder manden å le.
Det var ingen hørlig, rystende latter; men munden åpnet
sig på vidt gap og øinene vedblev å stirre som før, men man-
den lo.
Jeg slap hvad jeg hadde i hænderne og gjennemisnedes fra
hode til fot. I det uhyre gap 1 det leende ansigt utenfor ruten
ser jeg pludselig et sort hul i tandrækken, — det manglet en tand.
Jeg sat og stirret ret frem i angst. Det går igjen et minut.
Ansigtet begyndte å anta farver, det blev stærkt grønt, hvorpå
det blev stærkt rødt; men smilet vedblev å stå stille. Jeg var
ikke sanseløs, jeg mærket alt omkring mig; ilden lyste tem-
melig klart ut av ovnens trækhul og kastet et lite skin helt bort
på den andre væg hvor det stod en trappe. Jeg hørte også fra
kammerset indenfor at en klokke tikket på væggen. Så klart
så jeg altsammen at jeg endog mærket mig hvorledes den syd-
vest som manden utenfor vinduet hadde på var av en sort, slitt
farve i pullen, men at den hadde grønmalet bræm.
Da sænket manden sit hode nedover ruten, ganske langsomt
ned, længer ned, og var tilsist nedenfor vinduet. Det var som
han glidde ned i jorden. Jeg så ham ikke mere. /
Min frygt var forfærdelig, jeg begyndte også å skjælve. Jeg
lette på gulvet for å finde tanden, men samtidig torde jeg
ikke ta mine øine fra vinduet, om ansigtet skulde komme igjen.
Da jeg hadde fundet tanden vilde jeg straks ha bragt den til-
bake til kirkegården, men torde ikke. Jeg sat fremdeles alene
og kunde ikke røre mig. Jeg hører skridt ute på gårdsplassen
og synes det er en av pikerne som kommer klakkende 1 sine
trætøfler; men jeg torde ikke rope på hende og skridtene gik
forbi. En evighet går. Ilden begynder å brænde ut i kakkel-
ovnen og ingen redning viser sig for mig.
Da biter jeg tænderne sammen og reiser mig. Jeg åpner
døren og går baklængs ut av borgstuen, stadig seende tilbake
til vinduet hvor manden hadde ståt. Da jeg var kommet ut på
gården tok jeg tilbens over mot stalden hvor jeg vilde få
en av gutterne til å følge mig over til kirkegården.
Men gutterne var ikke i stalden.
Jeg var imidlertid blit dristigere nu under fri himmel og jeg
besluttet mig til å gå alene op til kirkegården; derved vilde
jeg også undgå å betro mig til nogen og kanske senere komme
1 min onkels klør for historien.
Så gik jeg da alene op over bakken. Tanden bar jeg i mit
lommetørklæ.
Oppe ved porten til kirkegården stanset jeg, — mit mot
nægtet å stå mig længer bi. Jeg hører det evige brus av Glimma,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
