Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Efter maten går vi ut. Klokken er nu to, men på den andre
siden av gaten ser vi endnu mange frugt- og tobaksboder åpne.
Vi går over og kjøper druer.
Da vi kommer hjem står vistnok en seng til i værelset, men
den er ikke opreidd. Vi ringer. En pike kommer. Hun går bar-
benet og er også ellers meget let klædt for varmens skyld. Vi
gjør hende begripelig at nu må det foretas noget med den andre
seng og hun nikker og går. Hun sa ikke et ord så vi kunde ikke
avgjøre hvad sprog hun var mægtig, men hun så os ut til å
kunne tatarisk. Vi går atter ut og kjøper frugt mens vi venter,
to poser, så vi kan ha store mængder. Vi gir os til derute og går
omkring i den varme nat.
Det er kulmørkt, men lamper hænger ved hvert av de åpne
skur hvor det sælges frugt og tobak og varme pirogger. En
lesghier eller kister, hvad det nu er, står i hvert skur stærkt
bevæbnet og sælger fredelige druer og cigaretter, han har både
sabel, dolk og pistol i bæltet. Det går mange folk frem og til-
bake mellem akacietrærne, en og anden kjøper litt, men de
fleste går og nynner eller drømmer tause; nogen er stanset
under trærne og der står de. Jo længer man kommer mot Østen
des mindre taler menneskene. De gamle folkeslag har over-
vundet pratets og skrattets standpunkt, de tier og smiler. Det er
kanske det bedste slik. Koranen har skapt en livsbetragtning
som det ikke kan holdes møter om og debatteres om, dens me-
ning er én: Lykken er å holde livet ut, siden blir det bedre.
Fatalismen.
Utenfor et av skurene sitter en mand og klimprer på bala-
lajkaens strænger, vagt, enkelt, en musik fra det fossile liv. Vi
tænker: Gudskelov at han sitter der og klimprer hele tiden. Det
er en liten god glæde han bereder os alle dermed, og selv holder
han ikke op, så han glæder vel sig selv også dermed. Dette
underlige folk i dette underlige land! De har tid til å spille og
ævne til å holde kjæften sin. Gud velsigne slike lande fordi de
er til midt i verden! Og de kan ikke ha bedre nabo end slaven,
for slaven har selv en stræng i brystet. Da grækerne omkring år
500 kriget med araberne tok de engang en avdeling av sine
fiender tilfange. Blandt fangerne var tre slaver. Disse slaver gik
med gusler, strængeinstrumenter, i hænderne. Det var deres
våpen.
Nu begynder musikanten å synge sagte til sin klimpring. Vi
forstår ikke et ord, men denne vuggende halvhæse inderlighet
i nynnet virker på os. Og vi husker Drachmanns «Sakuntala»
som ikke er nogen ting, ikke spor, — bare en guldflod. Det går
en og anden kristen russisk officer forbi som ligger i garnison
13 — Hamsun: III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
