Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - X - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
også dette av kanden; mølleren la mærke til at han herunder
var omhyggelig for ikke å søle sine fingrer eller sine klær til.
Han tok den lille stump lys og plaserte den ovenpå sækken,
derpå omgav han den forsigtig med halm. Så satte slotsherren
sig i stolen.
Mølleren stirret mere og mere himmelfalden på disse an-
stalter, hans øine stod som naglet på kjældervinduet og det
falt en mørk anelse ned i hans sjæl. Slotsherren sat ganske
stille i stolen og så på lyset hvorledes det brændte længer
og længer ned; han holdt hænderne foldet. Mølleren ser at han
knipser et støvgran av sit sorte kjoleærme og folder atter hæn-
derne.
Da utstøter den gamle forfærdede møller et skrik.
Slotsherren dreier hodet og ser ut av vinduet. Pludselig
springer han op og kommer helt bort til vinduet hvor han blir
stående og stirre ut. Det var et blik hvori alverdens lidelse
stod malet. Hans mund er sært forvridd, han strækker begge
sine knyttede hænder bortimot vinduet, truende, stumt; til-
sist truer han bare med den ene hånd og går baklængs ind gjen-
nem kjældergulvet. Da han støtte til stolen væltet lyset. I
samme øieblik slog en vældig lue op.
Mølleren skriker og springer ut. Han farer et øieblik rundt
på gården ganske sanseløs av rædsel og kan ingen råd finde.
Han løper til kjældervinduet, sparker ruterne itu og roper;
så bøier han sig ned, griper med sine næver om jærnsprink-
lerne og rykker i dem, bøier dem, river dem ut.
Da hører han en røst fra kjælderen, en røst uten ord, et
støn, som av en død i jorden, det lyder to ganger, og møl-
leren flygter skrækslagen bort fra vinduet, henover gården,
ned på veien og hjem. Han torde ikke se sig tilbake.
Da han nogen minutter senere sammen med Johannes kom til
stedet stod hele Slottet, det gamle store træhus, i lys lue. Et
par mand fra bryggen var også kommet til; men heller ikke
de kunde gjøre noget. Alt var fortapt.
Men møllerens mund var taus som graven.
XI
Spør nogen hvad kjærligheten er da er den intet andet end
en vind som suser i roserne og derpå stilner av. Men ofte er
den også som et ubrytelig segl som varer for livet, varer til
døden. Gud har skapt den av mange slags og set den vare
eller forgå:
To mødre går på en vei og taler sammen. Den ene er klædt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
