Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Han stod.
Da vendte hun med en gang om og trådte bort til ham.
Otto er død, sa hun hårdt og hendes øine brændte. De sier
ikke er ord, De er så overlegen. Han var hundrede tusen
ganger bedre end De, hører De. Vet De hvordan han døde?
Han blev skutt, hele hans hode blev revet istykker, hele hans
lille, dumme hode. Han var hundrede tusen ....
Hun brast i hulken og begav sig på hjemveien med lange,
fortvilede skridt.
Sent om kvælden banker det på hos møllerens; Johannes
åpner døren og ser ut; Victoria stod utenfor og vinket til ham.
Han følger hende. Hun griper hæftig hans hånd og fører ham
med sig op på veien; hendes hånd er iskold.
Sæt Dem heller, sa han. Sæt Dem og hvil litt; De er så an-
strængt.
De sætter sig.
Hun mumler:
Hvad må De tro om mig som aldrig kan la Dem være i fred!
De er meget ulykkelig, svarer han. Nu skal De lyde mig og
komme til ro, Victoria. Kan jeg hjælpe Dem med noget?
For Gud i himlens skyld, De skal tilgi mig hvad jeg sa idag!
bad hun. Ja, jeg er meget ulykkelig, jeg har været ulykkelig i
mange år. Jeg sa at han var hundrede tusen ganger bedre end
De; det var ikke sandt, tilgiv mig! Han er død og han var min
forlovede, det er alt. Tror De det var med min gode vilje?
Johannes, ser De denne? Det er min forlovelsesring, jeg har fåt
den for længe siden, for længe, længe siden; nu kaster jeg den
— kaster den! Og hun kaster ringen ind i skogen; de hørte
begge at den faldt. Det var papa som vilde det. Papa er fattig,
han er aldeles betler, og Otto vilde få så mange penger en-
gang. Du skal gjøre det, sa papa til mig. Jeg vil ikke, svarte
jeg. Tænk på dine forældre, sa han, tænk på Slottet, vort
gamle navn, min ære. Ja så vil jeg det, svarte jeg, vent i tre
år, men jeg vil det. Papa takket mig og ventet, Otto ventet,
allesammen så ventet de; men ringen fik jeg straks. Så gik en
lang tid og jeg så at intet nyttet mig. Hvorfor skal vi vente
længer? kom nu med min mand, sa jeg til papa. Gud velsigne
dig, sa han og takket mig igjen for det jeg vilde gjøre. Så kom
Otto. Jeg tok ikke imot ham på bryggen, jeg stod i mit vindu
og så ham komme kjørende. Da løp jeg ind til mama og kastet
mig på knæ for hende. Hvad feiler dig, mit barn? spør hun.
Jeg kan ikke, svarer jeg, nei jeg kan ikke ta ham, han er
kommet, han står dernede; men lat os heller livsforsikre mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
