Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XVI - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
Jeg så på hendes finger. Hun hadde selv bitt sig. En anelse
farer gjennem mit hode og jeg spør:
Har du ståt her og ventet længe?
Nei ikke længe, svarte hun.
Og uten at nogen av os sa noget mere tok jeg hende i hånden
og førte hende ind i hytten.
XVII
Jeg kom som sædvanlig fra fiske og møtte op til «ballet»
med gevær og væske, jeg hadde bare tat min bedste skinddragt
på. Det var sent da jeg kom til Sirilund, jeg hørte at det dan-
sedes i stuen, litt efter ropte man: Her er jægeren, løitnanten!
Nogen unge mennesker omringet mig og vilde se min fangst,
jeg hadde skutt et par sjøfugler og fisket nogen hyser. Edvarda
bød mig smilende velkommen, hun hadde danset, hun var rød.
Første dans med mig! sa hun.
Og vi danset. Intet uheld indtraf, jeg blev svimmel, men
faldt ikke. Mine store støvler gjorde nogen støi, jeg hørte selv
denne støi og besluttet mig til ikke å danse mere, jeg hadde
også sat riper i det malte gulv. Hvor glædet det mig ikke, at
jeg ingen større ulykke hadde gjort!
Hr. Macks to krambodbetjenter var tilstede og danset grun-
dig og alvorlig. Doktoren deltok ivrig i turdansene. Foruten
disse herrer var det endnu fire ganske unge mænd, sønner av
herskaperne ved hovedkirken, provstens og distriktslægens. En
fremmed handelsreisende var også kommet med, han utmærket
sig ved sin smukke stemme og trallet i takt med musiken; nu
og da avløste han damerne ved klaveret.
Jeg husker ikke længer hvorledes de første timer forløp, men
jeg husker alt fra den siste del av natten. Solen skinte rød ind
gjennem vinduerne hele tiden og sjøfuglene sov. Vi fik vin og
kaker, vi talte høit og sang, Edvardas latter lydde frisk og
sorgløs gjennem stuen. Men hvorfor fik jeg ikke mere et ord
av hende? Jeg nærmet mig hendes plass og vilde si hende en
artighet så godt som jeg kunde; hun hadde en sort kjole på, det
var kanske hendes konfirmationskjole og den var blit altfor
kort til hende, men den klædte hende når hun danset og jeg
vilde si hende det.
Hvor den sorte kjole .... begyndte jeg.
Men hun reiste sig, tok en av sine veninder om livet og gik
avsted med hende. Dette gjentok sig et par ganger. Godt, tænkte
jeg, hvad er dermed å gjørel Men hvorfor står hun da og ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
