Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XIII - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
ha vin i to kurver, damerne fra præstegården kommer med
igjen, min far har allerede git mig vinen. Ikke sandt, så må
du ikke se på min veninde igjen? Nei vil du vel? For så ber jeg
hende ikke med.
Og uten å si mere kastet hun sig hæftig om min hals og så
på mig, stirret ind i mit ansigt mens hun pustet hørlig. Hendes
blik var ganske sort.
Jeg reiste mig brat og sa i min forvirring bare:
Jaså, skal din far til Rusland?
Hvorfor reiste du dig så hurtig? spurte hun.
Fordi det er så sent, Edvarda, sa jeg. Nu lukker de hvite
blomster sig igjen, solen står op, dagen kommer.
Jeg fulgte hende gjennem skogen og blev stående og se efter
hende så længe jeg kunde; langt nede vendte hun sig om og
ropte dæmpet godnat. Så forsvandt hun. I det samme gik sme-
dens stuedør op, en mand med et hvitt skjortebryst kom ut,
så sig omkring, satte hatten bedre ned i panden og tok veien
ned til Sirilund.
Jeg hørte endnu Edvardas godnat i mine ører.
XIV
Glæde beruser. Jeg avfyrer min børse og et uforglemmelig
ekko svarer fra berg til berg, svæver utover havet og lyder i
en forvåken rorgjængers ører. Hvad glæder jeg mig over? En
tanke jeg får, et minde, en klang i skogen, et menneske. Jeg
tænker på hende, jeg lukker mine øine og står stille på veien
og tænker på hende, jeg tæller minutter.
Nu er jeg tørst og jeg drikker i bækken; nu tæller jeg hun-
drede skridt frem og hundrede skridt tilbake; nu er det blit sent,
tænker jeg.
Er noget kommet iveien? En måned er gåt og en måned er
ingen lang tid; det er ingenting kommet iveien! Gud skal vite
at denne måned har været kort. Men nætterne de er mangen
gang lange og jeg finner på å dyppe min lue i bækken og la
den tørke igjen, bare for å korte tiden mens jeg venter.
Jeg regnet min tid i nætter. Stundom kom en nat og Edvarda
uteblev, engang uteblev hun i to nætter. I to nætter. Det var
ingenting iveien, men jeg syntes da at min lykke kanske hadde
ståt på sit høieste.
Og hadde den ikke det?
Hører du, Edvarda, hvor det er urolig i skogen inat? Det
pusler ustanselig i tuverne og de store løvblade skjælver. Noget
er kanske igjære; men det var ikke det jeg vilde si. Jeg hører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
