Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Seksti fold - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
Men Irgens var ute av stand til å bare sig længer, han holdt
sig for næsen og lo indætt av Milde:
Hehehe. Hr. stipendiat, du er guddommelig!
Hr. stipendiat! Aldrig kunde han glemme stipendiet.
Og du, svarte Milde opbragt, stirrende med vinstive øine,
ja dig begynder det å bli mere og mere umulig å være sam-
men med.
Irgens lot forbauset:
Hvad nu? Jeg synes å mærke på dit tonefald at mine ord
har mishaget dig?
Men nu måtte fru Hanka mægle. Hvorfor i alverden kives
på en seiltur også! Det var ikke hyggelig, nei sandelig om
det var. Så, nu skulde man værsågod dukkes hvis man ikke
holdt fred!
Og Irgens tidde øieblikkelig, han mumlet ikke engang mel-
lem tænderne som han pleiet når han var ondskapsfuld. Fru
Hanka faldt i tanker: hvor hendes dikter og helt var blit for-
andret på nogen korte uker! Hvad kom det altsammen av?
Hvor hans mørke øine hadde bleknet! Hans overskjæg hang
slapt ned, han hadde tapt i friskhet, hans ansigt var ikke så
bedårende som før. Men så kom hun til å huske på hans skuf-
felser, hans sorg over stipendiet som han ikke fik, over boken,
denne skjønne diktsamling som man med så ond beregning
tidde ihjæl, og hun lænet sig over mot Aagot og sa:
Irgens er blit bitter desværre, De har vel lagt mærke til det?
Ja men det går nok over igjen. Og fru Hanka vilde gjøre
det bedste hun kunde for ham, likefrem undskylde ham, hun
sa 1 sin hjærtens godhet det samme som hun hadde hørt Irgens
selv si så mangen gang under fire øine: at det var jo ikke så
underlig om han blev bitter heller, man måtte ha respekt for
en bitterhet som hans. Her hadde han gåt og slitt i årevis med
sit store talent, og landet, staten trådte ikke til.
Ja, tænk! sa Aagot også. Frøken Aagot indså med en gang
at hun ikke hadde været mot denne mand som hun burde og
skulde, hun hadde været udelikat hadde hun, ja grov, og avvist
ham unødig hensynsløst. Hun vilde inderlig gjærne ha det
ugjort, men nu var det forsent.
Så kom Paulsberg tilbake fra sin ensomme vandring og utlot
sig med at man fik se til å komme hjem igjen. Det var ikke trygt
for regn, trodde han, det så ut til noget av hvert. Forresten var
nu solen næsten nede og det blåste litt.
Aagot gik endnu en gang om med kopperne og bydde mere
kaffe. Hun bøiet sig mere end nødvendig ned mot Irgens og sa:
Og De, hr. Irgens?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
