Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XIV - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Noget i den retning har De sagt engang før også. I Jesu
Kristi navn, hvor skal da den gjøre av sig som .... Jeg trodde
ikke at De var så middelalderlig, Høibro.
Han stirret forbauset på hende. Begyndte nu også hun å
forsvare tøseriet” Hun hadde da ganske sikkert været enig
med ham før. Han blev hæftig han også og sa:
Middelalderlig? Vel, jeg har ikke den norske radikaler Endre
Bondesens radikalisme, — hvis det er ham De har dette fra.
Nå, det er ikke fra ham? Neinei, nei.
Men hvad skal den si som ikke — ja som altså ikke er
uskyldig?
Han skal si og mene det samme, han skal holde på uskyldig-
heten. Hvad skulde han ellers holde på? Man kan flotte sig med
å si det andre, men ikke mene det. Uskyldig? Jeg for min ringe
del er lité uskyldig, men jeg sier det jeg har sagt allikevel. Jeg
er desværre så lite uskyldig at visste verden hvad jeg har gjort
så sat jeg i denne stund bak bolt og slå. — Høibro reiste sig
ophidset op og stod nu ret foran hende. — Derfor kan også
enhversomhelst si til mig: Nei du er ikke uskyldig, dig vil
Jeg ikke ha noget med å skaffe. Det"er godt, svarer jeg så, jeg
ville ha gjort det samme selv! Og så dræper jeg mig, eller
jeg flygter, eller jeg forsøker å glemme, alt eftersom jeg duger til.
Han syntes vel at hans sak hos Charlotte var tapt allikevel,
så kunde han gjærne tale brutalt. Hun tidde, ikke engang det
han hadde røbet om sig selv hadde gjort indtryk på hende.
Hun gik. Hun lot ikke til å ha hat noget særlig ærend.
Hun sa slet ikke et ord mere, men gik med opret hode, kold,
sikker som en søvngjængerske.
XV
Nogen dager senere gik Høibro hjemmefra for å begi sig
ned i banken. Klokken var ikke mere end otte om morgningen.
Det var en mild og klar dag, det første tegn på vår, og Høibro
hadde fåt det indfald å betro sig til en eller anden av sine
kamerater angående sin forlegenhet med banken. Han vilde
ganske sikkert bli hjulpen når han henvendte sig til nogen og
håpet herom satte ham i en glad stemning. Hvor var ikke også
morgningen lys og klar; sneen smæltet og fuglene støiet stærkt
i trærne, hoppet fra gren til gren og skrek.
Han var kommet et stykke ned i gaten da han så søstrene
Ihlen foran sig, begge to, både Sofie og Charlotte; Charlotte
hadde allerede begyndt med lys jakke.
Han stanset næsten op, han gjennembævedes med en gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
