Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
hodet på mig, tro bare ikke det. Men søvn det er den makeløse
galskap at jeg finder i en lomme nogen penger som jeg aldri
har mistet og som jeg har lett svært efter. Søvn er at jeg ende-
lig kommer løs fra en sterk sjømand som jeg holder på å dræpe,
men som til gjengjeld klyper mig med en havesaks. Ja, så vid-
underlig av fabel og liv og mirakel er søvnen.
Men derfor kan jo også mat være til noget, gjerne det.
Jeg har ingen fastlagte tider, når det falder mig ind tar jeg
min stav og går. Det ligger ikke for mig å bruke staven stort,
den skal bare være med som en anden hund og ikke mere. De
fleste kalder staven min for stokken, spaserstokken: Skal jeg
ikke hente spaserstokken Deres, sa de til mig i hotellerne en-
gang. Men det synes jeg var for fint, så jeg kalder den altid
staven. Den har krumstavs fasong og den har gummi dopsko,
men den har desverre også fåt en vanklædelig ståltråds surring
nederst nede hvor den sprakk. Ellers har den flere merker i
metriske mål som gjør mig selvhjulpen hvis det trenges.
Jeg hilser til børn som jeg møter, somme av gutterne har vel
hørt om at jeg er døv og morer sig nu med å komme tæt ind
på mig og skrike noget. Jeg hilser også til voksne hvis jeg
synes de indbyr til det, men er de avvisende og snur sig bort
passerer jeg dem likegyldig. Men jeg hilser gjerne, det kan ikke
nektes, jeg hilser for gjerne. Jeg lærte det i barndommen, da
sa de det var pent å hilse, og det henger i mig enda.
En solskinsmorgen i Prag var jeg ute og så efter en tobaks-
butik. Da jeg kom ind stod en munk der, damen ved disken
rakte ham just en mynt og han takket og vilde gå. Scenen var
så fremmed for mit norske hjerte, og jeg føiet momentant en
mynt til den forrige. Munken overveldet, han begyndte å si
noget, han løfter begge sine hænder, jeg glemte mit ærend og
kjøpte ikke noget, jeg kom mig ut, ut på gaten, væk. Siden gik
jeg omkring og var glad i menneskene og verden, jeg hilste
til alle jeg møtte og menneskene smilte tilbake og hilste de
også, det var ingen som stanset mig, alt var pent. Hvad folk
tænkte, hvad gaten tænkte vet jeg ikke, kanske at jeg måtte ha
vært tidlig ute når jeg alt nu kom fra vinstuen. Hvad bryr jeg
mig om det! Jeg er den jeg er, og Prag er en herlig by.
Jeg læste for lenge, lenge siden — jeg er så gammel og alt
har nu hendt for så lange åremål tilbake — jeg læste en his-
torie om Sokrates. Han gik med en ven på gaten og Sokrates
hilste til en de møtte. Han svarte ikke! sa vennen forarget.
Sokrates smilte og sa: Det gjør ikke mig noget at jeg er høf-
ligere end han.
Nu strømmer det på mig så meget som jeg kunde si til for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
