Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Rimet skog - Om hundrede år er alting glemt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Før trådte jeg jorden så ødselt og ungt,
nu løfter jeg foten så aldrende tungt
mens hjærtet — hjærtet vil ile.
Jeg drives av ild og bindes av is
og finder mig ingen hvile.
Det slår et gys på verden ned
som foran et åndefang.
Et pust gjennem skogens sølvbroderi,
det var som en løve som strøk forbi
trædende lydløst med poten.
Det var vel en gud på sin aftengang.
Og skogen bævet på roten.
OM HUNDREDE ÅR ER ALTING GLEMT
Jeg driver iaften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret båt,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
det ender vel gjærne med gråt.
Men hvi skal jeg være så hårdt beklemt?
Om hundrede år er alting glemt.
Da hopper jeg heller og synger en vise
og holder mit liv for en skjøn roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen rise
og drikker som bare fan.
Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?
Om hundrede år er alting glemt.
Så stanser jeg virkelig heller striden
og ganger tilsjøs med min pinte sjæl.
Der finder nok verden mig engang siden
så bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende så altfor slemt?
Om hundrede år er alting glemt.
Å nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en bok til hver kommende jul
og stige tilslut til en versets greve
og dø som en romanens mogul.
Da er det nu dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede år er alting glemt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
