Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Gammelmoderen drog på det: Ja. Jo. Men si mig nu, Alt-
mulig, går det an å fare slik åt? Er han et dyr eller et menneske?
August: Han har været fuld.
Nu må du ta ham fat for mig.
August ristet på hodet og tvilte på at det nyttet.
Nytter det ikke? Noget må da nytte? Skal jeg ikke få være
her? Jeg skal gi ham et lite varsku, det skal jeg! truet gammel-
moderen, for jeg vil være som et andet skikkelig menneske, sa
hun og halvgråt 1 sin vanmakt.
Det kunde ikke August stå for, han tænkte længe, ja som om
det var den siste utvei og noget han nødig gik til: Jeg ser ingen
anden råd end at jeg skyter ham, sa han.
Hvad? Nei det kan du ikke.
Det er min mindste kunst, sa August ....
Men dén mand de snakket om skulde ikke bli skutt, han fik
på en tilfældig måte et stort dyrlægery på gården og en kort
tid kom han til å skygge endog for Augusts stjerne.
Det gik således til at den ene av hestene blev syk, det var
ridehesten til Marna, den hadde fåt hvad de kaldte tjorgang på
det ferske græs, kolik, og stod utspilet som en tromme. Marna
var ikke hjemme, nei Marna var reist, men ellers var alle går-
dens mennesker samlet om hoppen, konsulen og fru Julie, gam-
melmoderen, jomfruer og piker og de av børnene som kunde
gå. Steffen gårdsgut var hjelpeløs, han hadde «rørt» hesten og
«valket» hesten, nu nektet den å røre sig, stod bare stiv med
sprikende ben og slukt blik, nu og da gav den sig selv et spænd
op mot buken.
Alexander, tateren, må vel ha opdaget fra røkestuen alle disse
folk ute på marken og gik for å se hvad de stod der for. Ingen
brydde sig om at han kom, han gjorde et par spørsmål til Stef-
fen som bare mumlet avvisende.
Se her, hold hesten fast i bitslet! kommanderte han Steffen.
Hans sorte øine boret i det syke dyr, han strøk det her og der,
klemte på det, la fingeren på hvert sideben og talte dem til
henimot midten, begyndte fra den motsatte kant og talte, mer-
ket sig et punkt —
Hadde han på forhånd listet kniven ind i høire ærme? Ingen
visste ordet av før tateren støtte kniven ind til skaftet i siden på
hoppen. Nei men —! hikstet en i forsamlingen, det var gam-
melmoderen. De andre stod stumme.
Alexander drog ikke kniven ut igjen, han klemte den med
flaten: ind til den ene side i såret og gjorde åpning. Det kom
ørlite blod, det stod en jevn vind ut.
Hoppen holdt sig stille, ikke engang stikket hadde fåt hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
