Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
hans klær var uskadde, guldringen sat på hans finger, armene
som var utspredte måtte bøies forsiktig sammen, han hadde
mistet sin ene sko. Liket lå på grundfjeldet, bare tre favner ned
fra jordskorpen, i et slags jotungryte! Vandet bimblet op fra
en spræk i gryten, her var kilde.
De fik liket over på fast mark, spylet det rent for mudder og
dækket det til. August tok to mand ut av laget til å gå hjem og
gjøre kiste.
Nu var den største spændingen utløst og somme av folkene
ymtet om å slutte arbeidet. Ezra ivret for å holde på, han hadde
jo sin særlige grund til det, han gik til August og klaget sig.
Hvad slag? spurte August, slutte? Ikke tale om, langtfra, det
bundløse punktet skal tappes grundig og aldrig mere suge et
levende liv tilbunds!
De arbeidet da tilkvelds også denne anden dag og hadde skå-
ret myren tvers av med en uhyre grøft. Vandet gik som en
elv, det var flatt grundfjeld næsten hele veien, bare jotungryten
stod til stadighet fuld av vand og mørje. Kua til gamle Martinus
blev ikke fundet, men de fandt Skåros tapte sko.
Da de sluttet for kvelden blev det spørsmål om hvem som
skulde holde vakt over liket. Alle undslog sig for det farefulde
hverv — eller om det ikke just var så farlig kjendtes det på
anden måte hårreisende. Ezra vilde våke hvis han fik en mand
med sig, og Teodor som var blit kar igjen trådte til. Han trængte
vel til å rette på sin dårligdom istad, han hadde også været nede
ved sjøen og gjort sig fin.
Det var sommer og lys nordlandsnat. De to drev frem og uil-
bake i sin ensomhet, de var ikke rædde, langt derifra, de hadde
jo overtat vaktholdet av lutter godhet, det heftet ingen synd
ved det. Det eneste skulde være at Ezra bar på en hemmelig
glæde over å få sin gode myr uttappet — om denne glæde kunde
kaldes gudsfrykt med nøisomhet.
De satte sig og duset, solen gik ned bak åsen, det blev skygge,
de knappet trøierne. Det siste de talte sammen var at ingen av
dem hadde det allerringeste utestående med skipper Skåro, hvad
ondt skulde han så ville dem? Neivel. Men et lik var nu et lik
og ingen skipper. Javel....
Teodor våknet med et sæt, han hadde vel drømt.
Hvad det er? Ezra reiste sig straks.
Det er ikke noget. Men vil du bare se hvor det lever dernede!
Hvad som lever?
Overbredslet hans. Vi må gå nedover og se. Ja svarte Ezra,
men han drog på det.
Det var nu over midnat og ikke mere end som halvt lyst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
