Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
545
met da han allerede skimtet gårdsplassen som en lysing inde
i skogen. Han stanset. Hvor vilde han hen? Hvad skulde han
på disse veier? Et siste blik på de to vinduer i anden etage,
et forfængelig håp om å få se et ansigt som aldrig viste sig,
aldrig, — nei man gik ikke derhen! Ganske visst, man hadde
hele tiden bestemt sig til å gjøre det, men man gjorde det ikke!
Han blev stående en stund endnu og se med lange øine ind
til præstegårdens gårdsplass, han vaklet, det bad i ham ....
Farvel! sa han atter.
Så vendte han brat om og slog ind på en sidevei som førte
længer ind i skogen.
Nu gjaldt det å gå efter næsen og slå sig ned på det første
det bedste tilfældige sted. Fremfor alt ingen beregning og ingen
sentimentalitet; hvad hadde ikke Karlsen fundet på i sin lat-
terlige fortvilelse! Og som om denne smule affære var så mange
anstalter værd! .... Han mærker at hans ene skobånd er gåt
op og han stanser, sætter foten på en tuve og knytter det. Litt
efter sætter han sig ned.
Han hadde sat sig uten å tænke over det, uten å vite det.
Han så sig om: store furuer, overalt store furuer, hist og her
en enerklynge, jorden lyngmark. Godt, godt!
Så tar han sin lommebok frem. Der gjæmmer han brevene
til Martha og Minutten. I et særskilt rum ligger Dagnys lom-
metørklæde i et papir og han tar det op, kysser det flere gan-
ger, knæler og kysser det flere ganger og river det derpå lang-
somt i små filler. Dette optar ham en lang tid, klokken blir
ett, blir halvto, og han river og river fremdeles i disse bitte
små filler. Endelig har han gjort lommetørklædet aldeles ukjen-
delig, det er næsten bare tråder tilbake, han reiser sig og læg-
ger det under en sten, gjæmmer det rigtig godt så ingen kan
finde det og sætter sig igjen. Ja nu var det vel ikke mere? Og
han husker sig om, men det er ikke noget mere. Så trækker
han sit ur op som han altid pleiet å gjøre hver kvæld når han
gik tilsengs.
Han speider omkring sig; det er litt dunkelt i skogen; han
kan intet mistænkelig se. Han lytter, holder pusten og lytter,
ikke en lyd høres, fuglene er stumme, natten mild og død.
Og han stikker sine fingrer ned i vestelommen og tar den lille
flasken op.
Flasken har glasprop, over glasproppen ligger en tredobbelt
papirhætte påbundet med blå apotekerstræng. Han løser stræn-
gen og tar proppen op. Klart som vand, med en svak lukt av
mandler! Han holder glasset op for øinene, det er halvt fuldt.
I det samme hører han en lyd langt borte, et par sangrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
