Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
kjed av humbugen engang og gidder ikke røre ved den mere.
Man går tilskogs og lægger sig under åpen himmel, der er
større rum, mere plass for det fremmede menneske og de fly-
vende fugler .... Og man finder sig et leie på et vått sted,
lægger sig på maven på den rå myrbund og formelig fryder
sig over å bli sørgelig gjennemtrukket av væte. Og man roter
hodet ned i rørgræs og svampete blader, og kryp og mark og
små bløte øgler trækker sig opover ens klær og ind i ens ansigt
og ser på en med grønne silkeøine, mens man til alle sider
omsuses av skogens og luftens rolige stumhet og mens Gud
Herren sitter i det høie og stirrer ned på en som på sin aller-
fikseste ide. Hoho, man kommer i stemning, i en sjælden og
fremmed djævelsk glæde som man ikke har kjendt make til;
man gjør alt det gale som tænkes kan, blander sammen ret og
vrangt, vender op ned på verden og glæder sig derover som
om det var en fortjenstfuld gjærning. Hvorfor ikke? Man er
under sære indflydelser og man gir efter for dem, later sig
rive med av lyst og forhærdet glæde. Alt hvad man før har
hånfliret over finder man en overvættes trang til å ophøie og
hæve til skyerne: man gotter sig over å se sig istand til et lite
keiserslag for den evige fred, man kunde ville nedsætte en
kommission til å forbedre postbudenes skotøi, man lægger et
godt ord ind for Pontus Wikner og forsvarer verdensaltet og
Gud i almindelighet. Fan skal gale den sande sammenhæng
i tingene, den vedkommer en ikke mere, man sender ut et brøl
imot den og later fem være like. Hoho og deia, og solen
skinner på heia! Ikke sandt, man slipper sig litt løs, stemmer
sin harpe og synger psalter og psange så det trodser enhver
beskrivelse!
På den anden side later man sit indre drive for vind og
vove, git det værste galimatias ivold. Lat det drive, lat det
. drive, det er behagelig å gi efter uten motstand. Og hvorfor
skulde man gjøre motstand? Hehe, må det være en stanset
vandrer tillatt å indrette sine siste øieblikke som han selv lys-
ter? Ja eller nei? Punktum. Og man indretter sig som man selv
lyster.
Nu er det noget man kunde gjøre, man kunde gjøre sin ind-
flydelse gjældende for indremissionen, for Japans kunst, for
Hallingdalsbanen, for hvadsomhelst, bare at man gjør sin ind-
flydelse gjældende for noget og hjælper noget på fote. Det
går op for en at en slik mand som J. Hansen, velagtet skræd-
der, av hvem man engang kan ha kjøpt en frak til Minutten,
at denne mand har enorme fortjenester som borger og men-
neske; man begynder med å høiagte ham og ender med å elske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
