Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVII - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
gjennem hele livet. Det var aldeles snehvitt og han trådte det
ned i den bløte veil Hun hadde kanske slet ikke villet ta det
fra ham når han først hadde fåt det i hænderne; kanske hadde
hun latt ham beholde det; Gud vet! Men hadde hun allikevel
rakt hånden ut efter det vilde han ha kastet sig ned og bedt om
det, med oprakte hænder bønfaldt om det som et minde, en
nåde. Og hvad hadde det gjort om hun igjen hadde hånet
ham?
Pludselig farer han op, han tar trappen i to spring, stormer
ut på gaten, tilbakelægger hele byen i et par minutter og kom-
mer atter ind på præstegårdsveien. Kanske kunde han finde
lommetørklædet endnu! Og ganske rigtig, hun hadde latt det
ligge skjønt han var viss på at hun hadde set ham træde på det
den anden gang. Hvor han var heldig allikevel, allikevel!
Gudskelov for det! Han stikker det til sig med bankende
hjærte, iler hjem og skyller det med vand, skylder det i utal-
lige vand, og breier det varlig ut. Det var litt ilde tilredt,
endog istykkerrevet av hans hæl i det ene hjørne; men hvad
betydde det! Å hvor han var lykkelig over å ha fundet det!
Først da han igjen satte sig til vinduet opdaget han at han
hadde gjort denne siste tur gjennem byen uten lue på hodet.
Ja han var gal, han var gal! Sæt at hun hadde set det! Hun
hadde villet gjøre en prøve med ham, og når alt kom til alt
var han også i virkeligheten faldt ynkelig igjen. Nei dette
måtte det bli en snarlig ende på! Han måtte kunne se hende
med rolig hjærte, med opret hode og kolde øine, uten å røbe
sig. Ja hvor han vilde forsøke! Han vilde reise sin vei og ta
Martha med. Hun var altfor god til ham; ak, men han vilde
fortjene hende; aldrig hvile, aldrig unde sig en times ro, før
han hadde fortjent hende.
Veiret blev stadig mildere og mildere, sagte pust førte duft
av råt græs og rå jord ind gjennem hans vindu og oplivet
ham mere og mere. Ja imorgen vilde han gå til Martha igjen
og be hende så ydmygt om å gi efter ....
Men allerede om formiddagen den næste dag blev hans håp
fuldstændig lagt øde.
XVIII
Først kom doktor Stenersen; det var endnu før Nagel var
ståt op. Doktoren bad undskylde, men den pokkers basar op-
tok ham både nat og dag. Jo han hadde et ærend, en mission:
det gjaldt om å formå ham — Nagel — til å optræde på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
